Ekstern ekspert skal undersøge 112-fadæse i Region Hovedstaden

Politikere i Region Hovedstaden er tirsdag aften blevet enige om undersøgelse af forsinkede og mistede opkald til 112

Foto: Ritzau Scanpix / Martin Lehmann
Foto: Ritzau Scanpix / Martin Lehmann

Et stort flertal af regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede tirsdag aften et kommissorium 'for en tilbundsgående undersøgelse af forsinkede opkald til 112', oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Der sker, da Berlingske i samarbejde med 30 medarbejdere og en stor bunke lækkede papirer kunne afsløre, at tusindvis af opkald til 112-vagtcentralen mislykkedes.

I løbet af 29 døgn var der ifølge mediet mindst 2.482 mistede opkald - eller godt 600 opkald på en uge.

Avisen beskriver også, hvordan en kvinde ikke kunne komme igennem til Region Hovedstadens 112-vagtcentral, da en hendes mand var faldet om med hjertestop.

Lægeekspert skal undersøge
I spidsen for undersøgelsen står den eksterne lægeekspert Mads Koch Hansen, der skal kigge regionen efter i kortene.

Han har en række ledende poster bag sig indenfor det danske sundhedsvæsen, og har derfor et indgående kendskab til akutområdet, herunder 10 års erfaring som ambulancelæge.

- Jeg er glad for, at Mads Koch Hansen kunne springe til og hjælpe os med at stille de rigtige spørgsmål. Det er vigtigt for mig, at vi lynhurtigt får klarlagt sagen, så vi ved, hvad vi skal handle på politisk.

- Det er også derfor, at arbejdet med at indsamle data og undersøge sagen allerede er sat i gang, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), i pressemeddelelsen.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at sagen skal afrapporteres til politikerne i Forretningsudvalget 5. oktober.