Ekstra Bladet afslører: Supermarkeders mundbind er møgbeskidte

Tre forskellige mundbind fra SuperBrugsen, Føtex og Meny indeholder alle så mange bakterier, at de ikke må sælges i Danmark. Det viser en ny test foretaget af analyseinstituttet Force Technology for Ekstra Bladet

Rasmus Forsberg, kemiker og specialist i test af personlige værnemidler hos Force Technology, fortæller om testen af mundbind fra danske supermarkeder. Video: Tariq Mikkel Khan

Hver dag tager millioner af danskere mundbind på i bussen, i butikker eller andre offentligt tilgængelige steder for at mindske spredning af coronavirus.

Men hvad er der egentlig i de mundbind, som vi køber i de danske supermarkeder?

Det anerkendte analyseinstitut Force Technology har for Ekstra Bladet undersøgt tre tilfældigt udvalgte mundbind fra henholdsvis SuperBrugsen, Føtex og Meny - og konklusionen er opsigtsvækkende:

Alle tre mundbind har så højt et indhold af bakterier, at de ikke lever op til kravene for at kunne blive solgt i Danmark.

- Det er selvsagt stærkt problematisk, at produkterne ikke lever op til lovgivningen. De er simpelthen møgbeskidte, siger Henrik Lindeløv, leder af afdelingen Special Testing hos Force Technology, som normalt udfører opgaver for bl.a. Sikkerhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

- Ville du selv - på baggrund testresultaterne - have lyst til bruge de her mundbind?

- Nej. Jeg ville ikke ønske at få de her bakterier i nærheden af min mund og næse.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Force Technology har i forbindelse med testen anvendt 250 eksemplarer af hvert af de tre forskellige CE-mærkede mundbind fra Føtex, SuperBrugsen og Meny. Foto: Tariq Mikkel Khan
Force Technology har i forbindelse med testen anvendt 250 eksemplarer af hvert af de tre forskellige CE-mærkede mundbind fra Føtex, SuperBrugsen og Meny. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Langt over grænsen
For at være godkendt til salg i Danmark må medicinsk udstyr - som eksempelvis mundbind - ikke have et bakterieindhold på over 30 cfu/g, der står for 'colony forming units per gram'.

Men det er ingen af de tre testede mundbind i nærheden af at overholde, viser testen fra Force Technology.

Mundbindet fra Føtex har et bakterieindhold på 109 cfu/g, eksemplaret fra SuperBrugsen har 116 cfu/g, mens tallet for mundbindet fra Meny er på hele 454 cfu/g - altså mere end 15 gange over den tilladte grænse.

- Det tyder på, at producenterne ikke har styr på eller er ligeglade med rengøringen. Og det er jo sikkert et resultat af, at produktionen af mundbind det seneste halve år er blevet mangedoblet, siger Rasmus Forsberg, kemiker og specialist i test af personlige værnemidler hos Force Technology.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rasmus Forsberg er kemiker og specialist i test af personlige værnemidler. Foto: Tariq Mikkel Khan
Rasmus Forsberg er kemiker og specialist i test af personlige værnemidler. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

- Hvad tænker du om, at de her produkter sælges i Danmark?

- Det er stærkt bekymrende, at I har købt produkter tre forskellige steder, og at ingen af dem lever op til kravene for at kunne blive solgt i Danmark. Det tyder på, at vi har et større problem, siger Rasmus Forsberg.

Han tilføjer, at man ikke ud fra Force Technologys test kan fastslå, hvad det er for nogle bakterier, som mundbindene indeholder.

- Men uanset vil det være bakterier, som ikke er optimale at indånde.

- Bør trækkes fra markedet
Ifølge specialisterne fra Force Technology bør supermarkederne trække mundbindene fra markedet.

- De sælger jo et produkt, som ikke overholder lovgivningen og derfor ikke bør være på markedet. Ingen ville acceptere at købe legetøj fyldt med bakterier eller kemikalier. Hvorfor skulle det være anderledes med mundbind? siger Henrik Lindeløv fra Force Technology.

- Hvem har egentlig ansvaret i sådan nogle sager?

- Supermarkederne har jo et ansvar for at sørge for, at de sælger ordentlige produkter. Men i sidste instans er det Lægemiddelstyrelsens ansvar og pligt at sørge for, at de mundbind, som sælges i Danmark, lever op til kravene.

- Ved I, om Lægemiddelstyrelsen tester mundbind?

- Det må I jo spørge dem om. Vi kan kun sige, at hvis de har testet, har det hverken været i samarbejde med os eller nogen af dem, som vi samarbejder med.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mundbind fjernes fra hylderne

Føtex og Meny fjerner nu nogle af deres mundbind fra hylderne.

Det sker som en direkte konsekvens af den test, som Force Technology har lavet for Ekstra Bladet.

'Vi vil naturligvis ikke acceptere, at der sælges engangsmundbind, som ikke lever op til standarden for medicinske mundbind. Vi vil derfor straks få butikken til at stoppe salget, kontakte leverandøren og få vedkommende til at tilbagekalde mundbindene,' skriver Casper Suk Thorlacius, kommunikationskonsulent hos koncernen Dagrofa - som ejer Meny - i en mail til Ekstra Bladet.

Testen af Menys mundbind afslører, at bakterieindholdet er 15 gange over den tilladte grænse.

Artiklen fortsætter under billedet...

Efter Ekstra Bladets afsløringer af supermarkedernes beskidte mundbind har bl.a. Føtex spærret for salget af nogle af kædens mundbind. Foto: Jonas Olufson
Efter Ekstra Bladets afsløringer af supermarkedernes beskidte mundbind har bl.a. Føtex spærret for salget af nogle af kædens mundbind. Foto: Jonas Olufson
 

Føtex spærrer for salget
Hos Føtex' ejer, Salling Group, er man overrasket over resultatet af Ekstra Bladets test.

'Vi har spærret for salget af produktet, mens vi tester produktet yderligere. Imens har vi kontaktet leverandøren og Lægemiddelstyrelsen, så vi sikrer, at de mundbind, vi sælger, lever op til alle krav,' skriver Salling Groups kommunikationschef, Kasper Reggelsen, i en mail til Ekstra Bladet.

Også SuperBrugsen har solgt mundbind med alt for mange bakterier i, viser testresultaterne.

Næsten fire gange over det tilladte niveau er bakterieindholdet, og det får nu SuperBrugsens ejer, Coop, til at rette henvendelse til producenten.

- Den test, som Ekstra Bladet har fået gennemført, viser, at mundbindet ligger meget tæt på kravene til IIR-mundbind, men altså lige på den forkerte side af grænsen. Vi har derfor taget kontakt til producenten for at få deres kommentar til testresultatet, oplyser kommunikationschef Lars Aarup.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Producent kalder mundbind tilbage

I Menys supermarkeder har man hidtil kunnet købe mundbind fra den kinesiske producent 3A Medical, hvor bakterieindholdet er langt over den tilladte grænse.

Overfor Ekstra Bladet beklager den kinesiske producent nu sagen.

'Vi tilbagekalder de problematiske mundbind og tester dem igen, så vi kan finde ud af, hvad der er sket,' skriver en repræsentant for 3A Medical til Ekstra Bladet.

Den kinesiske selskab forsikrer videre, at dets mundbind altid bliver testet, inden de bliver sendt ud til forhandlere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er disse mundbind, som Force Technolgy har testet for Ekstra Bladet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Det er disse mundbind, som Force Technolgy har testet for Ekstra Bladet. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Direktør: Højeste kvalitet
Det er det danske selskab Opharm Scandinavia, som har produceret de mundbind, der er solgt i SuperBrugsen.

Selvom bakterieindholdet i mundbindene ifølge Ekstra Bladets test er næsten fire gange over den tilladte grænse, forsikrer direktør Lennart Lind, at produktet er af 'allerhøjeste kvalitet'.

Han forklarer videre, at Opharm Scandinavia har solgt mundbindene til grossisten Metroline A/S - og direktøren har intet bud på, hvordan de efterfølgende er havnet i SuperBrugsen.

'Vi kan ikke svare for, hvad der er sket, efter at varen er blevet leveret direkte fra fabrikken til Metroline A/S,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den kinesiske producent Dishang, som står bag de mundbind, der er solgt i Føtex.

644 kommentarer
Vis kommentarer