Ekstra Bladet afviser politiet: Nægter at lade journalist blive afhørt

En Ekstra Bladet-journalist er blevet indkaldt til vidneafhøring i en tophemmelig sag om lækager fra efterretningstjenester. Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup, afviser at lade sin medarbejder blive afhørt

Foto: Mathias Christensen/Ritzau Scanpix
Foto: Mathias Christensen/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Det vakte dyb forundring og fordømmelse både nationalt og internationalt, da PET og FE for nylig kontaktede direktørerne i landets store mediekoncerner.

Sagen har imidlertid taget en ny drejning, da Ekstra Bladets journalist Thomas Foght blev indkaldt af politiet til vidneafhøring. Det kan politiet skyde en hvid pind efter, fortæller Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup.

-  Det bliver et pænt nej tak herfra.

- Hvorfor?

-  Vi bryder os ikke om den slet skjulte intimidering, der ligger i det. Hvis politiet går rundt i den vildfarelse, at vi ved sådan en afhøring ville be- eller afkræfte teorier om vores eventuelle kilder, så er de mere naive, end hvad godt er.

- Vi møder ikke op. Jeg synes i det hele taget ikke, at det her stadig mere tydelige forsøg på at intimidere den frie journalistik tager sig særligt appetitligt ud, lyder det fra Henrik Qvortrup.

Et angreb på journalistikken
Sagen handler om mulig lækage i de to efterretningstjenester PET og FE, hvor fire personer blev anholdt.

Samme indkaldelse som Ekstra Bladets har to journalister fra Politiken, Hans Davidsen-Nielsen og Sebastian Stryhn Kjeldtoft, modtaget samt en journalist fra Weekendavisen, en fra Berlingske, en fra Radio Loud og en fra DR.

Indkaldelsen til vidneafhøring er et angreb på demokratiets vagthund, mener Henrik Qvortrup.

- Det er et subtilt forsøg på at gøre os i medierne nervøse for at udføre det, der er et vigtigt stykke arbejde i et demokratisk samfund, nemlig at holde et kritisk øje på det, der foregår.

Henrik Qvortrup giver ikke meget for myndighedernes forsøg på at intimidere den frie presse. Foto: Tariq Mikkel Khan
Henrik Qvortrup giver ikke meget for myndighedernes forsøg på at intimidere den frie presse. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Hvis myndighederne vælger at rejse en sag, vil Ekstra Bladets journalist naturligvis være til rådighed, men at vige fra kildebeskyttelse kommer ikke på tale.

- Hvis der på et tidspunkt bliver rejst en sag, som involverer, at vores journalister skal komme og vidne, så må vi jo gøre, hvad vi skal i den sammenhæng, men også der må jeg sige, at enhver forestilling om, at vi skulle afsløre noget som helst om, hvem der er vores kilder, er helt hen i vejret. Det kommer ikke til at ske.

Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, har tidligere udvist samme bekymring.

- Vores journalister møder gerne op, men det bliver i givet fald over for en dommer, når og hvis sagen kommer dertil, siger Christian Jensen til Politiken.

Tophemmelig sag
Gennem hele forløbet og siden det kom frem, at fire nuværende og tidligere efterretningsfolk blev anholdt for lækage, har sagen været omgærdet af mystik og hemmeligholdelse.

Der var dobbeltlukkede døre ved grundlovsforhøret, hvor de fire blev fremstillet. Det betyder, at pressen ikke engang kan beskrive, hvad de præcist er sigtet for.

Det eneste, der er kommet frem, er, at de er sigtet for 'uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne', som der stod i en pressemeddelelse fra PET 9. december.

Her fremgik det, at PET har ransaget en række forskellige adresser i forbindelse med anholdelserne, og at sagen var blevet overdraget til anklagemyndigheden.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag