Ekstra Bladet i Texas: - Det ødelagde familien fuldstændig

En våbensamling bestående af mere end 80 rifler, pistoler og knive er langtfra nok for amerikanske Kevin Dalley, der har samlet, siden han var barn. I weekenden deltager han i NRA’s årlige våbenkongres, hvor Ekstra Bladet har mødt ham

Stemningen ved NRA-kongressen var på kogepunktet.
Følg Samfund

HOUSTON, TEXAS (EKSTRA BLADET). Kevin Dalley husker tydeligt, da han fik sit første våben, en riffel, som 12-årig.

I dag er texaneren 64 år, og våbensamlingen tæller mere end 80 pistoler, rifler og knive, fortæller han, da Ekstra Bladet møder ham til USA’s magtfulde våbenlobbyorganisation NRA’s årlige kongres i Houston, Texas.

Hvorvidt antallet stemmer, finder vi formentlig aldrig ud af, men at dømme ud fra de billeder og videoer fra Dalleys iPhone, som han ivrigt viser frem, kunne noget tyde på det.

- Se, det er en revolver. Og det her er en ny pistol, men en gammel model. Den her er en specielt fremstillet Glock. Glock-pistoler er meget populære her, fordi de er lavet af plastik og derfor ikke er dyre at købe. Tilbage i 80’erne og 90’erne var det ikke sejt at eje en Glock, men det har ændret sig nu, fortæller han og scroller gennem sine mange billeder.

Artiklen fortsætter billedet ...

- Hvilken er din favorit?

- Åh, det må du ikke spørge om. Det er som at skulle vælge mellem sine børn, siger Kevin Dalley, der er far til to døtre, som desværre ikke deler hans kærlighed til våben.

Hvad er NRA?

NRA, der står for 'National Rifle Association' er den største og mest magtfulde våben-lobbygruppe i USA. De har i årevis rejst målrettet og voldsom modstand mod alle forsøg på at reducere eller begrænse adgangen til skydevåben.

Foreningen blev grundlagt i 1871 af to amerikanske veteraner fra borgerkrigen. Den opstod med formålet om at 'fremme og opmuntre til riffelskydning på et videnskabeligt grundlag'. I 1930'erne begyndte foreningens vej ind i politisk lobbyisme.

Det bliver argumenteret for, at flere våben gør landet mere sikkert. De hævder, at den såkaldte 'Second Amendment', en tilføjelse til USA's forfatning, giver amerikanere rettigheder til at bære våben uden nogen form for regeringstilsyn - og de forsvarer tilføjelsen ihærdigt.

Omfang
NRA's medlemskab har varieret meget i årtier, og foreningen er blevet beskyldt for at puste medlemstallet op.

De hævdede, at medlemstallet steg til tæt på fem millioner efter masseskyderiet på Sandy Hook Elementary School i 2012, men nogle analytikere anslår tallet til tættere på tre millioner.

Foreningens medlemskab er meget engageret politisk og anses for at være en solid stemmebank med fokus på et enkelt emne, som republikanske politikere søger at udnytte - og de har da også tætte bånd til det republikanske parti.

I 2020 brugte NRA omkring 250 millioner dollars (omkring 1,7 milliarder kroner). Det er langt mere end alle landets våbenkontrolgrupper, som kæmper for det modsatte budskab, tilsammen.

NRA bruger officielt omkring tre millioner dollars om året på at påvirke våbenpolitikken – altså lobbyisme. Det er dog kun de registrerede bidrag til lovgivere, og betydelige summer bliver brugt andre steder via uafhængige bidrag - fonde, som er svære at spore.

Flytter aldrig fra Texas
Kevin Dalley har boet i Texas hele sit liv, og især delstatens liberale våbenlovgivning gør, at han aldrig kunne finde på at flytte væk.

Her er det lovligt at bære våben stort set over alt, bortset fra enkelte steder som i retssale. Samtidig har den våbenelskende guvernør Gregg Abbott, der har modtaget flere millioner dollars i støtte fra NRA, offentligt begrædt, at Texas ikke er den stat, hvor flest amerikanere anskaffer sig nye våben, men kun er nummer to.

- Det er kun tre dage siden, at 21 mennesker, herunder 19 børn, mistede livet i et skoleskyderi 450 kilometer herfra. Har det fået dig til at overveje, om du skulle blive væk fra kongressen?

- Det er meget, meget tragisk, hvad der skete i Uvalde. Men det handler ikke om våben. Det handler om en syg mands værk, og at mange forældre ikke længere er i stand til at opdrage deres børn ordentligt. Der er ingen disciplin længere.

Det handler vel stadig om, at en 18-årig kan gå ind fra gaden og købe to semiautomatiske våben..

Kevin Dalley stopper mig midt i spørgsmålet for at minde mig om, at der også en gang var 'mange unge mennesker, som blev dræbt et sted i Skandinavien'.

Det er terrorangrebet på Utøya i Norge, han mener. Det angreb, der kostede 69 mennesker livet.

- Hvis de bare havde haft våben på den ø, var det aldrig sket. Så var morderen blevet stoppet langt tidligere, mener han.

Dermed deler Kevin Dalley mange våbentilhængere i Texas’ holdning. Nemlig, at man næsten aldrig kan stoppe en 'syg' person fra at begå kriminalitet, men at man kan vælge, hvordan man vil beskytte sig selv og sin familie - og at det gøres bedst ved selv at eje våben.

Foto: Reuters
Foto: Reuters

- Hvordan har dit syn på våben ændret sig gennem årene?

- Da jeg var 21 år, mistede jeg min bedste ven i en skudulykke. Det var meget tragisk. Et uheld. Han havde lige været i bad og kom ud fra sit kollegieværelse, da hans roommate kom til at affyre en pistol ved en fejl. Kuglen ramte ham lige her, fortæller Kevin Dalley og peger under højre øje.

- Det ødelagde hans familie fuldstændig. Hans forældre og søster blev aldrig de samme igen. Det gjorde jeg heller ikke.

- Hvordan kan et skuddrab - endda en ulykke - få dig overbevist om, at flere våben er vejen frem?

- Det ændrede min holdning på den måde, at jeg heller ikke synes, at man skal kunne vade ind fra gaden og købe et semiautomatisk våben. Dengang jeg købte mine første pistoler, gennemgik jeg flere kurser, som jeg lærte rigtig meget af. Men ikke engang derefter anede jeg, hvordan jeg skulle bruge våbene. Så selvfølgelig går det galt, hvis man ikke engang skal på et kort kursus i dag.

Våben med over alt
Normalt forlader Kevin Dalley aldrig sit hjem uden et våben. Uanset om han skal en tur i supermarkedet eller spise romantisk middag med sin kone gennem 40 år, har han en kniv eller pistol med, men lige i dag har han - meget mod sin vilje - måttet lade dem blive hjemme.

Det skyldes, at alle former for våben er blevet bandlyst 'af sikkerhedsmæssige årsager', fordi den tidligere amerikanske præsident Donald Trump skal indtage scenen og tale til de op mod 55.000 deltagere.

- Jeg kan godt se det fjollede i, at vi står her og siger, at verden er mere sikker med våben, og så må vi lige præcis i dag ikke tage dem med, siger Kevin Dalley og griner.

Han har glædet sig til at deltage i kongressen, men er her hverken for talerne, festmiddagen lørdag eller for at se Donald Trump.

- Jeg er her ikke for at vælge side politisk. Jeg er her, fordi våben er min helt store passion. Det er mere end bare min hobby. Jeg kan få flere timer til at gå med at kigge på rifler og overveje, hvilket køb jeg skal gøre mig næste gang, eller hvilket udstyr jeg mangler derhjemme.

Kevin Dalley har to små børnebørn, en dreng og en pige. De er endnu ikke gamle nok til at komme med deres morfar ud på skydebanen, men han glæder sig til den dag, det sker:

- Jeg har mange våben derhjemme, men jeg sørger for, at de er forsvarligt lukket inde. Mine børnebørn skal under ingen omstændigheder kunne komme til at finde dem ved en fejl. Den tanke tør jeg slet ikke tænke til ende.

Lørdag er Kevin Dalley igen på plads i det flere tusinde kvadratmeter store kongrescenter. Og denne gang kommer han ikke uden en af sine mange pistoler.

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind