Et stilsikkert og stærkt billede af flygtningekrisen på den græske ø Lesbos har givet Ekstra Bladets fotograf Rasmus Flindt Pedersen prisen for Årets Reportage, Udland, ved den prestigefyldte prisuddeling Årets Pressefoto.
- Denne serie går mere i maven end mange andre. Den er uhyre stilsikkert gennemført samtidig med, at den er meget tæt på, meget rå og brutal, lyder en del af dommernes begrundelse.
- Hele reportagen er meget gennemarbejdet, og det virker, at fotografen vælger at understrege den rå virkelighed med sine virkemidler. Undervejs har han også truffet nogle meget bevidste og gode valg om, hvor vi er, og vi ser både frygten, håbet og desperationen, skriver de.
En rørt vinder
Da den sort/hvide fotoserie dukker op på det store lærred med Rasmus Flindts navn på, bryder klapsalver ud i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Rasmus har vundet prisen for Årets Reportage Udland, og straks flokkes pressefotograferne om ham med skarpe lysglimt. Ekstra Bladet-fotografen lyder rørt, da han modtager prisen, og takker blandt andre sin kæreste for støtten på turen til det kaosramte Lesbos.
Gribende billeder: Flugten mod nord
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, er meget stolt over prisen.
- Rasmus tør gå tæt på. Han er teknisk fantastisk, men hans billeder bliver aldrig konstruerede. Det er virkeligheden, der optager Rasmus. Derfor stod han midt i tåregassen, da ungarske soldater forsøgte at trænge flygtningene tilbage ved grænsen. Han gik sammen med den desperate flok på jernbanesporene, mens Fort Europa lukkede grænserne, lige før de troede, de var nået frem, og han så de trætte børn, og desperate voksne, siger han og fortsætter:
- Det er det, der gør denne billedserie så unik. For derigennem så vi også menneskene bag. Og flygtninge blev til mere end bare tal i en statistik. De blev fremkaldt som det de er: mennesker.
Her kommer den næste bølge af flygtninge til Europa
Årets Nyhedsbillede i Danmark blev vundet af freelance-fotografen Michael Drost-Hansen. Det er politimanden Lars Møller, der i en pause finder tid til at gå med på en lille piges leg på motorvej E45.
- Det vigtigste ved denne serie er, at den dokumenterer en historie, vi ikke har set før i Danmark. Det er danmarkshistorie og en begivenhed, der lige som angrebet på Krudttønden og Synagogen, fik os til at indse, at vi ikke er isolerede fra resten af verden, skriver dommerne blandt andet i deres begrundelse.