Ekstrem hedebølge rammer danske feriefavoritter

Både Italien og Spanien kan blive ramt af tårnhøje temperaturer i de kommende dage

Spanien kan slå landets tidligere varmerekord i de kommende dage. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Spanien kan slå landets tidligere varmerekord i de kommende dage. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix

Mens en massiv hedebølge så småt er ved at slippe sit tag i Grækenland, venter der ekstrem varme flere steder i Sydeuropa i de kommende dage.

Både Italien og Spanien, som er yndede feriemål for mange danskere, ventes at blive ramt af en hedebølge, som kan sende temperaturerne omkring 45 grader flere steder. Det oplyser BBC Weather.

Kan slå varmerekord
Også Grækenland bliver ramt af en ny hedebølge, ligesom de nordlige dele af Afrika og Nordamerika ventes at blive ramt hårdt, vurderer BBC's meteorolog Chris Fawkes.

- I løbet af de næste par dage vil vi se temperaturer omkring 50 grader i Tunesien, siger Fawkes, der udforudser op mod 47 grader på Sicilien.

Sker det, vil Italien tangerer varmerekorden i landet, som er på netop 47,0 grader. Det blev målt i Foggia i det sydlige Italien tilbage i juni 2007.

Farevarsel i Spanien
I ti spanske provinser blev der tirsdag udsendt et farevarsel fra den spanske pendant til DMI. Her advares befolkningen mod den ekstreme varme.

Det gælder provinserne Córdoba, Granada, Jaén, Huesca, Zaragoza, Mallorca, Toledo, Albacete, Cuenca og Lleida - og også i Spaniens hovedstad Madrid er der risiko for tårnhøje temperaturer.

Ifølge BBCs vejrmeldinger kan temperaturen ramme 48 grader i den sydelige del af Spanien, og dermed vil der også her være chance for at slå den hidtige varmerekord. Den blev ifølge El Pais sat i juni 2017, hvor termomeret viste 46,9 grader i Córboda.

Naturbrande raser flere steder
Den nyvarslede hedebølge kommer efter flere uger med ekstrem varme i Sydøsteuropa, hvor især Grækenland har været hårdt ramt.

Varmen kombineret med tørke og vind har skabt optimale forhold for naturbrande, og flere områder i både Grækenland og Italien er blevet evakueret, mens byer er blevet raseret af flammerne.

Ekstrem hedebølge rammer danske feriefavoritter