Ved du noget? Send dit tip i en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.
DSB er i disse dage ramt af et så ekstraordinært stort sygefravær blandt lokomotivpersonalet, at man er nødt til at aflyse flere tog.
Det oplyser DSB.
De usædvanlige omstændigheder går især ud over togtrafikken på Fyn, mens enkelte steder i Jylland også er ramt.
Sygefraværet er dog så højt, at DSB ikke tror på, at så mange medarbejdere kan være syge.
Det oplyser DSB, som dog foreløbig kun har ønsket at give et skriftligt svar, som er blevet læst op via deres presseafdeling.
- Sagen bringes for Tjenestemandsretten og Arbejdsretten senere i dag, fordi vi har tre gange så stort sygefravær som normalt, og det vurderes til at være en maskeret arbejdsnedlæggelse. Og indtil sagerne har været for, har vi ikke flere kommentarer, lyder det fra DSB.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, var der onsdag omkring 100 sygemeldinger. Tallet torsdag er uvist.
De mange sygemeldinger betyder, at der blandt andet kører færre tog mellem Odense og Svendborg, hvilket vil sige, at der nu kun kører et enkelt tog i timen til og fra Svendborg.
Derudover kører der ikke regionaltog mellem Odense og Fredericia, hvorfor man skal med togbus, hvis man skal til en af stationerne mellem Odense og Fredericia.
Desuden kører der færre tog mellem Herning, Struer og Fredericia i myldretiden.
Endelig er et enkelt regionaltog aflyst i myldretiden morgen og aften mellem Aarhus og Fredericia.
DSB opfordrer til, at man søger sin rejse i Rejseplanen, som er opdateret med ændringerne.
Ekstra Bladet følger sagen...