Elbæk-effekten fuser ud: 'Det forfriskende pust er væk'

Uffe Elbæks popularitet blandt de unge vælgere kan ikke redde Alternativets leder, som dumper ned på en næstsidsteplads i ny partileder-måling

Elbæk-effekten er fuset ud. Foto: Jonas Olufson
Elbæk-effekten er fuset ud. Foto: Jonas Olufson

Uffe Elbæk havde et fremragende 2015. Ud af det rene ingenting stormede Alternativet ind på Christiansborg med ni mandater, men i 2016 er noget af glansen pillet af Uffe Elbæk. Det skriver Avisen.dk.

I den politiske hverdag på Christiansborg under en blå regering spiller Alternativet langt fra nogen hovedrolle, og i en ny partiledermåling i Ugebrevet A4 og Avisen.dk rasler Uffe Elbæk ned på en næstsidsteplads blandt de ni partiledere på Christiansborg.

Sidste år fik Uffe Elbæk gennemsnitskarakteren 4,6 når danskerne skulle bedømme hans evner som en dygtig og troværdig partileder og politiker.

I år må han nøjes med karakteren 3,4 og bliver kun undergået af Liberal Alliances Anders Samuelsen.

- Det er blevet hverdag for Uffe Elbæk. Den bølge, som Alternativet red på i starten - det der skæve og sjove - rider de ikke på længere. Det er blevet daglig trummerum, og det forfriskende pust er væk.

- Derudover har Uffe Elbæk heller ikke været så synlig på det sidste, og vælgerne giver generelt lavere karakterer til partiledere, der er usynlige, siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet, til Avisen.dk.

Et gran sandhed
Den manglende synlighed hænger sammen med en manglende indflydelse på Christiansborg, lyder vurderingen. Og den forklaring kan Uffe Elbæk til dels nikke genkendende til.  

- Det er der jo et gran sandhed i. For det første er vi en del af oppositionen og ikke en del af det politiske flertal. For det andet er vi et nyt parti, som ikke er med i de mange politiske forlig.

- Men vores fokus er i stedet på alt det, der foregår uden for Christiansborg. Der, hvor vi kan flytte holdninger, og sætte en dagsorden. Og det synes jeg sådan set, vi har været gode til, siger han.

Uffe Elbæk fremhæver blandt andet ønsket om en 30 timers arbejdsuge og kødfrie dage, som forslag fra Alternativet, der har skabt stor offentlig debat.

Derfor undrer det ham også, at danskerne giver ham dårligere karakter i år end sidste år.

- Der er jo andre målinger på nogle andre parametre, hvor jeg scorer højt. Men når man siger troværdighed i politiske målinger, så er det ofte noget med excelark og jakkesæt med slips, og der gør jeg jo tingene på en helt anden måde, siger Elbæk.

Et af de forslag, som Alternativet skabte debat med i 2016 var forslaget om at droppe alle krav til ledige.

Læs også: Alternativet: Drop alle krav til ledige

135 kommentarer
Vis kommentarer