Elev smittet med coronavirus: 0.-klasse sendt hjem

Styrelsen for Patientsikkerhed har anbefalet at hele klassen samt fire ansatte, der har været i kontakt med eleverne, for en sikkerheds skyld skulle sendes hjem

For en sikkerheds skyld har kommunen valgt at sende hele klassen inklusive lærere hjem. Børnene på billedet går ikke på Lærkeskolen. Arkivfoto
For en sikkerheds skyld har kommunen valgt at sende hele klassen inklusive lærere hjem. Børnene på billedet går ikke på Lærkeskolen. Arkivfoto

Samtlige elever i en 0.klasse på Lærkeskolen i Egedal Kommune er blevet sendt hjem, efter at en af eleverne i klassen er testet positiv for coronavirus.

Det skriver Egedal Kommune på sin hjemmeside.

Onsdag fik skolen at vide, at en af eleverne var blevet testet positiv for coronavirus.

'Eleven har ikke været i skole med symptomer. Symptomerne opstod lørdag, eleven blev testet mandag, og har fået testresultatet i dag', skriver kommunen.

Egedal Kommune kontaktede herefter Styrelsen for Patientsikkerhed, som har anbefalet at hele klassen samt fire ansatte, der har været i kontakt med eleverne, for en sikkerheds skyld skulle sendes hjem.

Alle forældre er kontaktet
Selvom eleven ikke har været i skole med symptomer, har styrelsen vurderet, at man med så små børn ikke kan vurdere, hvem der er elevens nærmeste kontakter. Derfor har man for en sikkerheds skyld valgt at sende hele klassen inklusive lærere hjem.

Eleverne skal blive hjemme indtil mandag, oplyser Egedal Kommune til Ekstra Bladet.

Forældrene har fået at vide, at de kan vælge at lade deres børn teste. Vil de ikke det, skal børnene være hjemme i minimum syv dage, står der i en mail til Ekstra Bladet.

Skolen har kontaktet alle forældre til børnene i klassen telefonisk, mens alle andre forældre til børn på skolen har fået besked via Aula.

32 kommentarer
Vis kommentarer