Elever kan sove længe: Ny lov forbyder tidlig skolestart

Søndag blev det vedtaget i den amerikanske stat Californien, at elever skal møde senere i skole

En træt teenager kan være svær at håndtere.

Nu kan lærere på skoler i den amerikanske stat Californien måske se frem til lidt færre af dem. Søndag blev der nemlig vedtaget en ny lov, som tvinger skoledagene til at starte senere.

Det skriver flere medier, heriblandt Daily Mail og CNN.

Den nye lov betyder, at eleverne skal møde tidligst 8.30 eller senere, hvis de går i high school. Går de i middle school, må de tidligst møde klokken 8.00.

Bedre helbred
Ifølge forskning fra 'American Academy of Sleep Medicine' har teenagere brug for at sove længere om morgenen, ligesom de også har behov for at gå senere i seng.

Det skyldes et skifte i deres biologiske rytme, som gør, at de bliver søvnige senere på aftenen.

Men når skolen starter tidligt, så får teenagere typisk ikke den mængde søvn, som de har behov for. I USA fik blot en fjerdedel af eleverne i High School nok søvn i 2017 ifølge forskning fra Center for Disease Control and Prevention.

Jubler efter vedtagelse
Det var den californiske stats-senator, Anthony Portantino, som stod bag lovforslaget, der i sidste ende blev underskrevet af statens guvernør, Gavin Newsom.

Anthony Portantino skyndte sig da også at juble på Facebook, da lovforslaget blev vedtaget.

'Vores børns helbred og velvære vinder!!! Tak til guvernør Newsom for at underskrive SB 328 (lovforslaget, red.) for at tvinge skolestarten for high school og middle school til senere på morgenen. Dette vil have en fremragende effekt på elevernes helbred og akademiske ydeevne,' skrev han blandt andet.

123 kommentarer
Vis kommentarer