Om det bliver gyldent eller ej, vil tiden vise. Ikke desto mindre har Tesla-rigmanden Elon Musk afgivet noget af et løfte.
Tidligere på ugen sagde en FN-direktør nemlig, at to procent af milliardærens formue kunne løse sultproblemerne i verden, og hvis FN kan redegøre præcist for, hvordan det ville kunne lade sig gøre i virkeligheden, er Elon Musk klar til at punge ud.
Det skriver han i en kommentar på Twitter, hvor han udfordrer FN.
Et enkelt aber dabei
'Hvis WFP (Verdensfødevareprogrammet, red.) i denne Twitter-tråd kan beskrive, præcist hvordan seks milliarder dollars kan løse verdens sultproblemer, vil jeg sælge Tesla-aktier lige nu og gøre det,' skriver han.
Løftet kommer kun med et aber dabei.
FN-organisationen skal lægge regnskabet åbent frem, så offentligheden kan se, hvordan pengene helt nøjagtigt skal bruges.
Verdens rigeste
David Beasley, der er FN-direktøren bag påstanden, siger, at med pengene fra Elon Musks formue, der svarer til godt 38 milliarder danske kroner, vil han kunne redde 42 millioner mennesker fra sultedøden.
Alligevel vil det næppe betyde, at Elon Musk skal gå på kompromis med en luksuriøs livsstil.
Teslas markedsværdi har netop rundet en markedsværdi på 1000 milliarder dollars, og topchefen, Elon Musk, har en anslået formue på 302 milliarder dollars (1900 milliarder danske kroner, red.).
Dermed er han ikke blot blevet verdens rigeste. Han er nu så rig, som intet menneske har været før.