En lang række spørgsmål savner stadig svar, når det handler om den nye coronavariant, som fredag har fået navnet Omikron.
Det er endnu ikke fastslået med sikkerhed, om den er mere smitsom eller mere dødelig.
Og det er for tidligt at sige, om der er brug for at udvikle nye vacciner eller opdatere de eksisterende for at beskytte sig mod denne variant, siger Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fredag.
- Den nuværende information er utilstrækkelig til at fastslå, om denne variant vil sprede sig betydeligt, og i hvilket omfang den vil kunne undvige den immunitet, vaccinerne giver, meddeler EMA.
- EMA mener, at der er for tidligt at forudse behovet for en ændret vaccine med en anden sammensætning for at kunne håndtere denne nye variant.
Agenturet 'overvåger nøje' udviklingen i variant B.1.1.529, som den også hedder.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har reageret med bekymring på dens fremkomst. Dels fordi den har et stort antal mutationer, og dels fordi den tilsyneladende breder sig hurtigt i Sydafrika.
Belgien har fredag opdaget det første tilfælde i et EU-land.
På nuværende tidspunkt er fire forskellige vacciner godkendt til brug i EU.
BioNTech, der er en af producenterne bag den mest benyttede vaccine, meddelte fredag, at selskabet senest om to uger forventer at have data klar om, hvor godt vaccinen fra Pfizer/BioNTech beskytter mod Omikron-varianten.
Hvis det bliver nødvendigt at justere på vaccinen, vurderer BioNTech, at det bliver muligt inden for seks uger. Den nye vaccine ventes derpå at kunne leveres om senest 100 dage, meddeler selskabet ifølge nyhedsbureauet dpa.
Også AstraZeneca meddeler fredag, at selskabet ligeledes er i færd med at undersøge, om dets vaccine er effektiv mod den nye Omikron-variant.