Emil og Benjamin er ekstremt sjældne tvillinger: 'Det er virkelig vildt'

'De har altid synes, at de var noget særligt, og det må de også gerne dyrke'

Benjamin (til venstre) og Emil (til højre) er sjældne tvillinger (Foto: Per Rasmussen)
Benjamin (til venstre) og Emil (til højre) er sjældne tvillinger (Foto: Per Rasmussen)

Emil har lys hud, blå øjne og blond, glat hår. Hans bror, Benjamin, har brun hud, brune øjne og mørkt, krøllet afrohår.

Hvis man ikke ved det, er det slet ikke til at se, at 12-årige Emil og Benjamin fra Ganløse er tvillingebrødre. De er et eksempel på et utroligt fænomen, hvor tvillinger fødes med hver sin hudfarve.

- De er så vidt forskellige på alle måder, både af udseende og personlighed. Det er virkelig vildt, at de er tvillinger, men også fantastisk. De elsker hinanden og er uadskillelige, siger Heidi Gramether, drengenes mor.

Blev jagtet på hospitalet
Heidi Gramether skrev ind til Ekstra Bladet, da hun læste om et engelsk par, der havde fået tvillinger som hendes for at fortælle, at det altså også er sket i lille Danmark.

Familiens utrolige historie har ikke været fortalt før nu - 12 år efter fødslen, hvor de nærmest blev jagtet på hospitalet af folk, der ville se miraklet med deres egne øjne.

- Der er rigtig mange, der simpelthen ikke har troet på det. Folk kan ikke få det til at passe med de kasser, som vi putter hinanden i, og mange tror, at vi er en sammenbragt familie. Men det er vi altså ikke, griner hun.

Drengenes far, Jimmi, har afroamerikansk blod i årerne, mens mor Heidi er pæredansk. Da drengene var små, fik de ens tøj på for at vise, at de faktisk var tvillinger.

- Jeg havde brug for at de mærkede samhørigheden, når folk ikke opfattede dem som tvillingebrødre. Folk har haft svært ved at forstå, at Jimmi er far til Emil, og at jeg er mor til Benjamin, fordi de er så forskellige, siger Heidi.

Heidi og Jimmi har også sønnen Mathias på 15 år, der ligner Jimmi og Benjamin mest af udseende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses de tre brødre som små: Mathias, Emil og Benjamin (Foto: Privat)
Her ses de tre brødre som små: Mathias, Emil og Benjamin (Foto: Privat)
 

Ekspert: 'Ekstremt sjældent'
Fænomenet er så sjældent, at Axel Skytthe, der har været medlem af Ledelsesgruppen for det Danske Tvillingeregister siden 1999, aldrig selv har mødt tvillinger som Emil og Benjamin.

- Det forekommer ekstremt sjældent. Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke selv kender til tilfælde, hvor det forholder sig sådan, siger Axel Skytthe, der er dataanalytiker på Institut for Epidemiologi på Syddansk Universitet.

Flere engelske medier har tidligere beskrevet chancen for at få tvillinger som Emil og Benjamin til at være odds 1:1.000.000.

Axel Skytthe tør ikke give et tal på det, men understreger, at det under alle omstændigheder er en stor sjældenhed.

- Det ér et mysterium, siger Axel Skytthe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Når solen kommer frem, bliver drengenes forskelligheder endnu mere tydelig. Emil må væbne sig med solfaktor 30, mens Benjamins hud nærmest sluger den brune farve (Foto: Privat)
Når solen kommer frem, bliver drengenes forskelligheder endnu mere tydelig. Emil må væbne sig med solfaktor 30, mens Benjamins hud nærmest sluger den brune farve (Foto: Privat)

Er ens på ét punkt
Drengene er ikke kun forskellige af udseende, men også af personlighed. De har forskellige vennekredse, fritidsinteresser og fremtidsdrømme.

- Emil drømmer om at blive professionel gamer, mens Benjamin gerne vil være professionel fodboldspiller, fortæller Heidi.

Ind i mellem laver drengene nogle ansigtsudtryk, der afslører, at de er tæt knyttede brødre, og på ét område ligner de faktisk hinanden.

- Deres øjenbryn er helt ens og vokser på samme måde. Den eneste forskel er farven. Alle tre drenge har faktisk også fået min hage, griner Heidi og tilføjer:

- De har altid synes, deres forhold var noget særligt, og det må de også gerne dyrke. Det ér jo noget særligt.

De to drenge elsker at lave sjov med hinanden (Foto: Per Rasmussen)
De to drenge elsker at lave sjov med hinanden (Foto: Per Rasmussen)

1 af 3 Her ses hele familien: Jimmi, Mathias, Benjamin, Emil og Heidi (Foto: Per Rasmussen)
2 af 3 Allerede ved fødslen var de to brødre som nat og dag - og samtidig uadskillelige (Foto: Privat/Per Rasmussen)
3 af 3 Benjamin (til venstre) og Emil (til højre) er sjældne tvillinger (Foto: Per Rasmussen)
24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere