Emma gifter sig med livstidsdømt morder: - Jeg synes ikke, at straffen afspejler forbrydelsen

- Mit hjerte hamrede, da jeg så ham gennem vinduet i døren

Det var alt andet end almindeligt, da Emma Pickett fra Stourbridge i England skulle forloves.

Den 33-årige mor til tre sad nemlig ikke på en fin restaurant eller var ude på en romantisk gåtur med sin kæreste. Faktisk gik hendes kommende mand slet ikke på knæ - for det måtte han ikke.

De sad derimod overfor hinanden i det amerikanske fængsel James T. Vaughn Correctional Center i delstaten Delaware, og kiggede hinanden i øjnene i et besøgslokale, da hendes 30-årige kæreste spurgte, om hun ville gifte sig med ham.

De to blev forlovet allerede anden gang, de mødte hinanden i virkeligheden.

Det skriver britiske medier som The Sun, Daily Mail og Birmingham Mail.

For manden, Emma skal giftes med, hedder Justin Erskine og sidder i fængsel for mord - og vil aldrig blive løsladt. Han er dømt for at medvirke til drab på to mænd i 2006 og derefter begrave deres lig.

- Han var kun 18 år, da det skete. Når du er ung, tager du beslutninger, som du måske ikke ville tage, hvis du havde lidt mere erfaring. Jeg synes ikke, at straffen afspejler forbrydelsen, siger Emma ifølge The Sun.

Emma har nu besluttet sig for at rykke tættere på sin store kærlighed. Derfor vil hun nu flytte sine børn på henholdsvis seks, 12 og 14 år fra England til USA, så de alle fire kan bo tæt på fængslet og Justin. 

Selvom børnene kender til deres mors nye kæreste, så er det ikke alt, hun har fortalt dem.

- Jeg har undladt nogle detaljer, fordi det ikke passer til deres alder. Men de ved, at han er i fængsel.

Emma er klar over, at de aldrig vil få et liv sammen uden for fængslets murer. Men prøver at få det bedste ud af det, når de er sammen.

1600 breve
Emma og Justin læste hinanden at kende, da de blev 'pennevenner'. Emma havde fundet Justin på en hjemmeside, hvor er det er muligt at skrive til en indsat.

Her faldt den 33-årige kvinde over Justins profil og skrev til ham. Siden da har de skrevet udvekslet 1600 breve.

Da Emma fortalte sin mor, at hun var begyndt at skrive med en mand, der sad i fængsel, kunne moren ikke forstå hvorfor.

Men Emma fortæller, at moren nu har snakket i telefon med Justin og bare ønsker, at hendes datter er lykkelig.

Derfor fik hun en flybillet af sin mor i fødselsdagsgave, så hun kunne komme til USA for at besøge Justin for første gang. Og her kunne hun ved første øjekast mærke, at hun var forelsket.

- Mit hjerte hamrede, da jeg så ham gennem vinduet i døren. Jeg rejste mig og vi kyssede. Vi må kysse og kramme i 30 sekunder i starten og slutningen af besøgene.

Det er ifølge regler i Delaware ikke tilladt for indsatte at have sex, og Emma og Justin må derfor være intime på andre måder.

- Vi har breve, som beskriver de mere intime dele af forholdet, fortæller Emma ifølge The Sun.

51 kommentarer
Vis kommentarer