En død af listeria: Nu tilbagekaldes flere majs

Lidl trækker frosne majs tilbage på grund af mistanke om listeria

Har du en pose som denne i din fryser, bør du straks levere den tilbage til butikken eller smide den ud. Foto: Fødevarestyrelsen
Har du en pose som denne i din fryser, bør du straks levere den tilbage til butikken eller smide den ud. Foto: Fødevarestyrelsen

Fire danskere er blevet syge, mens én er afgået ved døden, efter de er blevet smittet med listeria fra frosne majs produceret i Ungarn.

Det fik onsdag Coop til at trække frosne majs tilbage af mærket Ekstra søde majs, og nu trækker Lidl også frosne majs tilbage på grund af mistanke om listeria. Det drejer sig om alle poser uanset holdbarhedsdato.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Det drejer sig om frosne majs af mærket Freshona, som hedder 'ekstra søde majs', eller på engelsk 'Sweetcorn Extra Sweet'.

Se også: En person død: Advarer mod frosne majs

Fødevarestyrelsen sagde allerede torsdag til Ekstra Bladet, at man forventede, at flere frosne grøntsager ville blive trukket tilbage, da virksomheden i Ungarn, der er kilde til smitten, producerer andre grøntsager ud over majs.

Hvis man har købt de pågældende majs i Lidl eller i en af Coops butikker, bør man enten levere dem tilbage til butikken eller smide dem ud.

Fødevarestyrelsen indskærper desuden, at man altid sikrer, at frosne grøntsager så som majs er blevet varmebehandlet inden man indtager dem.

- Hvis folk bruger frosne grøntsager, er det meget vigtigt, at de kigger på emballagen. Hvis der står, at de her produkter skal varmebehandles, så er det meget vigtigt. For så er produkterne ikke varmebehandlet i forvejen, og så skal man varme dem for at sikre sig, at der ikke er listeria eller salmonella eller andre bakterier i, sagde Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, torsdag til Ekstra Bladet.

Ni døde i Europa
Ud over de fire tilfælde i Danmark, er i alt 47 mennesker blevet smittet med listeria i Europa. Heraf har i alt ni mennesker mistet livet, skriver Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).

Ifølge EFSA har problemet stået på siden 2015, og Østrig, Finland, Sverige og Storbritannien har foruden Danmark været omfattet.

Der er registreret smitte fra den samme ungarske virksomhed i 2016, 2017 og 2018, på trods af at virksomheden har forsøgt at rengøre og desinficere, lyder det.

Videre efterforskning skal nu klarlægge den præcise kilde til smitten fra virksomheden.

Symptomerne på listeria er kortvarig diarré eller influenzalignende symptomer. Er man normalt sund og rask, betyder det ikke nogen alvorlig risiko, men hvis man på anden måde i forvejen er svækket, kan listeria give mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og meningitis. Dødeligheden blandt personer med alvorlige symptomer er cirka 25 procent, skriver Fødevarestyrelsen.

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere