'En kæmpe katastrofe': Derfor flyder det med døde fugle i Grækenland

Døde svaler og mursejlere fylder gadebilledet i Athen og flere andre byer i Grækenland

Arkivfoto: Tusindvis af svaler er døde på grund af voldsomt vejr. Foto: Shutterstock
Arkivfoto: Tusindvis af svaler er døde på grund af voldsomt vejr. Foto: Shutterstock

Tusindvis af svaler og mursejlere er blevet dræbt under deres årlige togt fra Afrika til Europa, efter at voldsomme vinde har hærget Grækenland.

De døde fugle er blevet fundet i gaderne i Athen, på lejlighedsbalkoner i hovedstaden, i den nordlige del af Grækenland, på De Ægæiske Øer og ved en sø tæt på havnen i Nafplion i Peloponnes.

Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt The Guardian.

- Det er en kæmpe katastrofe, sagde Maria Ganoti fra gruppen for dyrelivsbeskyttelse Anima til nyhedsbureauet AFP torsdag.

Årsagen til de mange dødsfald er en kombination af voldsom blæst og lave temperaturer, lyder vurderingen fra den græske ornitologforening.

- Natten mellem 5. og 6. april var en katastrofe for de migrerende fugle på grund af kraftig vind, lave temperaturer og regn i visse regioner, lød meldingen.

En blæst fra syd har skubbet fuglene fra det nordlige Afrika til luftstrømmene over De Ægæiske Øer.

- For at slippe væk, så har de udmattede fugle, hovedsagligt svaler og mursejlere, som lever af insekter, sat kurs mod det græske fastland, lyder det fra foreningen.

De opfordrer derfor folk til at være særligt opmærksomme på udmattede fugle, der lander på de græske gader efter at have fløjet tusindvis af kilometer.

179 kommentarer
Vis kommentarer