En ny karavane med migranter fra Honduras har kurs mod USA

Mindst 600 mennesker mødtes i nat på en busstation i Honduras. De planlægger at gå til USA og søge asyl.

Sådan så det ud, da den første karavane med migranter ankom til den amerikanske grænse. Video / redigering: AP / Kristian Hansen

En ny karavane af migranter fra Mellemamerika satte natten til tirsdag kursen mod USA.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I ly af natten og med regnen piskende om ørerne mødtes cirka 600 mennesker på en busstation i den uroplagede by San Pedro Sula i Honduras.

Halvdelen - heriblandt flest kvinder og børn - steg om bord på 30 små busser, mens resten begyndte at gå i regnen mod grænsebyen Aqua Caliente.

Som timerne gik, strømmede flere og flere mennesker til busstationen med intentioner om at slutte sig til karavanen.

Dermed forventes antallet af migranter at stige.

En mor, der ikke ønsker at stå frem med sit navn, fortæller, at hun flygter til USA med sine to børn, fordi hendes niårige datter flere gange har været udsat for voldtægt i hjembyen.

I USA planlægger hun at søge om asyl, "fordi det ikke er muligt at leve i Honduras mere", fortæller hun.

Karavanen er blevet inspireret af en anden migrantkaravane, der begyndte at bevæge sig mod USA i oktober.

Den første karavane kom primært fra Honduras. I hælene på den fulgte flere grupper - blandt andet fra El Salvador. Migrantkaravanen bestod af 7000 migranter, da den var på sit højeste, vurderede FN.

Efter mere end halvanden måneds rejse nåede cirka 2500 af migranterne den 6. november til den mexicanske grænseby Tijuana.

Her søgte mange ly i en stor sportshal, mens de blev presset af både de mexicanske og amerikanske myndigheder. Sådan har det været siden.

USA's præsident, Donald Trump, vil ikke lukke dem ind i USA og har i den forbindelse beordret flere tusinde soldater til grænsen.

Samtidig vil borgmesteren i Tijuana, Juan Manuel Gastelum, af med dem. Borgmesteren mener, at borgere i byen bliver chikaneret af migranterne.

Den nye karavane har planer om at følge samme rute som den første karavane, men det vides endnu ikke, om de også har Tijuana som endestation før USA, eller om de vælger en anden mexicansk grænseby.

136 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere