En person død efter smitte med listeria fra laks

En person er død efter at være blevet smittet med listeria fra laks, oplyser Statens Serum Institut

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

En person er død, efter vedkommende er blevet smittet med listeria.

Det skriver FødevareWatch.

Statens Serum Institut har i den seneste uge noteret fire patienter, som alle var syge med den samme type listeria, der er fundet i et større parti laks solgt i Dansk Supermarkeds butikker.

Den ene person er nu afgået ved døden.

Mens den ene patient allerede var syg i foråret, var fællesnævneren for de tre øvrige syge, at de alle havde spist røget eller gravad laks og blev syge inden for én uge.

- Det er usædvanligt, at vi ser tre patienter med helt samme listeriatype indenfor bare én uge. Det kunne tyde på, at et stort udbrud var under opsejling. Det var derfor af stor betydning, at den samme listeriatype hurtigt blev fundet i koldrøget laks, så smittekilden kunne blive identificeret, siger Steen Ethelberg, seniorforsker på Statens Serum Institut, til FødevareWatch.

Da der kan gå op til tre uger fra, at man er blevet smittet, til man udvikler symptomer, kan Statens Serum Institut ikke afvise, at der vil komme flere sygdomstilfælde de næste uger.

Statens Serums Institut påpeger dog, at risikoen ved at blive syg af listeria er forholdvis lille, da det "normalt kun er personer med et svækket immunsystem eller gravide kvinder, der får listeriose".

Tilbagekaldelse af stort parti laks
Onsdag tilbagekaldte Dansk Supermarked og Fødevarestyrelsen et stort parti gravad og røget laks, der er blevet solgt i Dansk Supermarkeds butikker.

Det gælder laks solgt i Netto, Føtex og Salling.

- Fødevarestyrelsen har desværre konstateret for høje listeriaværdier i røget laks, og derfor tilbagekalder vi samtlige produkter fra den berørte virksomhed, sagde Carina Jensen, kvalitetschef i Dansk Supermarked, i en pressemeddelelse onsdag.

- For at være på den sikre side trækker vi alle produkter fra leverandøren tilbage. Vi er i tæt dialog med Fødevarestyrelsen og følger alle anvisninger herfra, sagde hun.

Tilbagetrækningen gælder laks fra ØGO, Levevis, Bådsmand eller Premieur i Netto, og laks solgt i Bilka, Føtex og Salling under mærkerne Princip, Levevis, Budget og XXL.

Nogle varianter fra mærkerne Princip og Bådsmand er dog ikke omfattet af tilbagekaldelsen.

Kunder, der har købt de nævnte produkter, opfordres til at kassere produktet eller levere det tilbage i butikken. Her kan man få pengene retur - også uden en bon.