En person er registreret død med corona det seneste døgn

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet med fem det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut

Se her, hvordan en coronatest foregår. Video: Emma Svendsen

En person er registreret død med coronavirus det seneste døgn. Dermed er i alt 603 personer registreret døde med corona i Danmark.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut tirsdag.

Antallet af indlagte med coronavirus på landets hospitaler falder med fem til 32.

Heraf er i alt otte indlagt på intensiv - og fem af dem ligger i respirator.

Det er en lille stigning sammenlignet med mandag, da der var syv på intensiv og fire i respirator.

Det seneste døgn er der bekræftet 34 nye smittetilfælde i befolkningen.

Ifølge Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen, er dagens tal et klassisk eksempel på den tendens, han har bidt mærke i den seneste tid.

- Det positive er, at antallet af indlagte falder, mens det negative er, at der stadig testes mellem 30 og 40 personer positiv hver dag. Det sidste er et tegn på, at der stadig er corona ude i samfundet, siger han.

- Det betyder, at vi hele tiden skal blive ved med at passe på. Vi skal sørge for, at vi fortsat overholder de regler og retningslinjer, der gælder i forhold til hygiejne og at holde afstand.

Han ser dog tendensen med flere smittede og færre indlagte som en mulig indikation på en positiv udvikling i forhold til virusset - nemlig at coronavirussen kan være blevet mindre aggressiv.

- Jeg tror ikke, at det blot skyldes en forsinkelse i antallet af indlagte. For vi har set denne tendens i en længere periode, siger han.

- Det kan derimod tyde på, at virus ikke er helt lige så aggressiv, så man ikke bliver lige så syg af virusset. Det er noget, der skal bekræftes hen ad vejen, men det er en teori, som man kan håbe på er rigtig.

Torben Mogensen bider desuden mærke i, at der trods den seneste tids stigende smittetal i Nordjylland, ikke er sket en tilsvarende stigning i antallet af indlæggelser i regionen.

Også det ser han som en mulig indikation på, at virussen angriber mindre hårdt.

76 kommentarer
Vis kommentarer