Aldrig er uddelingen af Ekstra Bladets Nytårstorsk foregået under mere særprægede former end i 2019-udgaven.

Af uransagelige årsager havde Rasmus Paludan valgt at tage imod den store fisk foran Viborg Domkirke. I nærheden holdt en civilklædt vagt øje med den historiske begivenhed, en af politites patruljevogne cirklede konstant omkring pladsen, og hele seancen blev optaget på video af Paludans faste filmmager.

Lederen af Stram Kurs virkede noget mut, da han ankom, og humøret blev absolut ikke bedre undervejs.

Ingen kunstforstand
Jeg indledte ellers med at overrække ham to flasker brændevin samt et fint indrammet kunstværk.

- Her er Morten Ingemanns smukke tegning.

- Af hvem? Det er vanskeligt at se.

- Jeg tror, man kan sige, at det er Danernes Lys.

- Jeg synes mest, det ligner Poul Madsen, hvis jeg skal være helt ærlig.

Hvilket vel understreger, at manden heller ikke har forstand på kunst. Alene kropsbygningen, ikke?

Stemmefusk
Så kom vi til hovedsagen. En flot og mægtig torsk. For 824 kroner fisk, som jeg personligt havde fragtet hele vejen fra Amager til Viborg.

- Jeg behøver ikke røre ved den, vel?

- Jo, du skal jo stå med den, ligesom jeg gør. Jeg rækker den til dig.

- Jamen mit tøj bliver jo beskidt.

- Ja, det gør mit også, og jeg har ikke engang vundet en torsk.

Modstræbende rakte Paludan sine hænder frem og rørte ved fisken.

- Jeg kan fortælle dig, at du fik flere stemmer i torskevalget, end du fik til folketingsvalget.

- Ja, det kan du jo sige, men det kan du ikke bevise, og Ekstra Bladet lyver altid.

- Du siger også, at der blev fusket ved folketingsvalget, ikke?

- Jo, og i Ekstra Bladets valg. Bare i modsat retning.

- Har du ikke noget sølvpapir, du kan folde en hat af? Du ser jo svindel alle steder.

- Jeg synes, det er Poul Madsen, der fortjener en sølvpapirhat. Han har blod på hænderne.

Ud med adopterede
På dette tidspunkt havde både Paludan og jeg skam også blod på hænderne. Fiskeblod.

Han havde sluppet torsken igen, så jeg stod med den alene.

- Der er noget, ja, der er sådan set meget, jeg ikke forstår i dit partiprogram. Men du skriver blandt andet, at adopterede kun må blive i landet, hvis de kom til Danmark som spæde. Så hvis en dansker blev adopteret som for eksempel to-årig, så er det ud?

- Nej, det er ikke kun spæde, der får lov til at blive.

- Det står i dit program.

- Jo, men spæd er jo et vidt begreb.

- Nej, på dansk er et spædbarn op til ét år.

- Skal du fortælle mig, hvad vores politik er?

- Nej, men jeg kan fortælle dig, hvad du skriver.

Landsforræder
Her blev Paludan decideret sur:

- Nu kan det jo være lige meget med dig, for du stemmer ikke på os alligevel. Sådan nogen landsforrædere som dig, I er her jo ikke så længe endnu.

- Hvad vil du gøre ved landsforrædere som Poul Madsen og mig, hvis du får magt?

- Hvad jeg vil gøre?

- Normalt vil landsforræderi være strafbart, ikke?

- Ja, men det er det øjensynligt ikke længere, når Poul Madsen og dig og alle mulige andre kan te jer, som I vil. Så er det jo ikke strafbart længere. Desværre!

Det var det
Hvoraf vi nok kan slutte, at Poul Madsen, jeg og en del flere går strenge tider i møde, hvis Paludan vinder andre valg end det om torsken. Men det gør han nok heller ikke.

Så fik fotografen overtalt partilederen til at stå med torsken alene. Det gjorde han ganske kort, og da han havde smidt den fra sig igen, erklærede han:

- Så! Det må være det!

Og det var det jo. Det var vel nærmest rigeligt.