Også i dag bliver de morgenfriske danskere mødt af et gråt og koldt vejr, når de træder ud ad hoveddøren. Og ja, det regner stadig ...
Tirsdagens vejr bliver nemlig endnu en overskyet omgang med udsigt til en solid mængde nedbør.
Fra morgenstunden vil man lokalt i det jyske kunne opleve både slud og tøsne, og i løbet af dagen vil det samme være tilfældet flere steder i landet.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om tirsdagens vejrforhold.
Slud og tøsne
I løbet af eftermiddagen vil det dog klare en smule op fra sydvest med lidt tiltrængt solskin i de sydvestlige egne, men heller her kan de lokale dog undgå byger, der sagtens kan komme i form af slud og tøsne.
- Tirsdagen bliver med et lavtryk, der til at starte med vil ligge over Jylland, men som langsomt vil bevæge sig mod nordøst. Det vil uden tvivl give anledning til en masse skyer og udbredt nedbør i store dele af landet, siger tirsdagens vagthavende meteorolog hos DMI, Erik Hansen, til Ekstra Bladet.
Tirsdag bliver en våd dag med op til 10-20 millimeter regn i nordvest og 5-10 millimeter i de østlige dele af landet.
Snart slipper vi
Til gengæld understreger den vagthavende meteorolog, at tirsdagens regnvejr bliver den sidste omgang nedbør i denne omgang.
- Det ser ud til, at det bliver den sidste store mængde regn, som vi skal slås med, i denne omgang. Det har da også været en rigtig lang periode (med regn, red.), så der er nok mange, der er rigtig glade for, at vi snart får en pause, siger Erik Hansen.