Endnu en bank indfører negative renter

Nykredit indfører negative renter for kunder, der har mere end 750.000 kroner stående

Hvad betyder en negativ rente, og hvilke banker har indført det? Få overblikket her. Redigering: Henrik Houlberg

Nykredit indfører negative renter for kunder, der har mere end 750.000 kroner stående på deres konto. 

Kunderne vil skulle betale en negativ rente på minus 0,75 procent for beløbet over 750.000, oplyser Nykredit til Børsen. 

Det er samme model, som en stribe banker i Danmark allerede har eller er på vej til at indføre. Det gælder banker som Jyske Bank, Nordea, Sydbank og Spar Nord. 

Ændringen hos Nykredit træder i kraft 1. marts. Banken ønsker ikke at oplyse, hvor mange kunder der bliver ramt. 

Henrik Rasmussen, der er direktør i Nykredit Bank, forklarer beslutningen med, at renterne de seneste år har været i minus.

Det betyder, at Nykredit skal betale for at have overskydende penge hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

- De seneste år har de finansielle markeder været ramt af et negative renter, og det har på den positive side givet de danske boligejere mulighed for at låne til rekordlave renter og dermed spare mange penge hver måned. 

- Men de lave renter i hele Europa betyder også, at vi som bank siden 2016 har betalt negativ rente af de penge, vi har stående i Nationalbanken. 

- Da lavrentemiljøet ser ud til at fortsætte nogle år endnu, indfører vi nu negative renter for kunder, der har mange penge stående på kontoen, siger Henrik Rasmussen i en skriftlig kommentar. 

Blandt de største banker i Danmark er Danske Bank den eneste, som endnu ikke har varslet negative renter for private.

Hvis alle banker indfører negative renter for kunder med over 750.000 kroner, vil over 160.000 kunder blive ramt.

Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, der er fra 2017. Billedet kan dermed have ændret sig siden. Samtidig er der det forbehold, at den enkelte kan have sine penge fordelt på flere banker. 

Mens det er et relativt nyt fænomen at skulle betale for, at bankerne passer på opsparingen, har det de seneste år omvendt været normalen for mange virksomheder at betale for at have penge stående.

OVERBLIK: HER SKAL DU BETALE FOR AT HAVE PENGE STÅENDE

Jyske Bank: Indeståender over 750.000 kroner skal betale en rente på minus 0,75 procent.

Sydbank: For beløb over 750.000 kroner skal der betales en rente på minus 0,75 procent.

Spar Nord: Beløb over 750.000 kroner er der en negativ rente på 0,75 procent.

Ringkjøbing Landbobank: Beløb over to millioner kroner er ramt af negativ rente på 0,75 procent.

Alm. Brand: Beløb over 750.000 skal betale rente på minus 0,75 procent.

Børsmægleren Nordnet: Rente på minus 0,75 procent for beløb over 750.000 kroner.

Sparekassen Sjælland-Fyn: Negativ rente for indeståender på minus 0,75 procent, hvis man ikke har sin NemKonto hos banken.

Merkur Andelskasse: Kunder med over 250.000 kroner skal betale minus 0,75 procent i rente.

Nordea: Fra 1. februar 2020 bliver indeståender på over 750.000 kroner ramt af en rente på minus 0,75 procent.

Banknordik: Kunder med over 500.000 kroner skal betale rente på minus 0,75 procent fra 1. marts.

Nykredit: Fra 1. marts 2020 skal kunder med over 750.000 kunder betale en rente på minus 0,75 procent.

Kilder: Bankerne selv

134 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere