Endnu en genåbning: Nu kan du shoppe i et center

Tirsdag 13. april kan almindelig handel i indkøbscentre, stormagasiner og arkader med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder genåbne

Ekstra Bladet var på gaden sidste uge, hvor de liberale erhverv genåbnede.

Tre måneders varer skal pakkes ud. Desværre er der ligeledes tre måneders varer, som skal pakkes væk.

Men det skal ikke tage humøret fra butikschef Camilla Bernth fra Mappstore i Viby Centret.

Fra tirsdag starter anden runde af regeringens genåbningsplan nemlig.

Her må indkøbscentre, stormagasiner og arkader med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder åbne igen.

Klargjort siden onsdag
Siden onsdag har Camilla Bernth gjort klar i butikken i Viby Centeret.

Butikschef Camilla Bernth glæder sig til at tale med kunderne igen. Foto: Ernst van Norde
Butikschef Camilla Bernth glæder sig til at tale med kunderne igen. Foto: Ernst van Norde
 

Det meste arbejde har været at pakke frem og tilbage i kasser.

Men trods de mange kasser er stemningen rigtig god, da Ekstra Bladet besøger butikken.

- Det er bare så skønt, at vi igen kan få noget god energi herind igen. Jeg glæder mig virkelig til at snakke med kunderne. Jeg ved, de har savnet os, og vi har i hvert fald også savnet dem.

Selvom butikken nu brænder inde med rigtig mange varer, som de skulle have solgt i vintermånederne, er Camilla Bernth alligevel fortrøstningsfuld.

- Jeg håber på, at vi kan komme af med det til efteråret. Eller bare vi kan holde pengene hjemme, så er jeg glad, siger den positive butikschef, som tror på god støtte fra kunderne den kommende tid.

Risskov er også klar
I Veri Centret i Risskov er butikschef Helle Kjær fra KM mode også i gang med klargøringen.

I Veri Centret i Risskov er butikschef Helle Kjær i gang med rengøring før genåbningen tirsdag. Foto: Ernst van Norde.
I Veri Centret i Risskov er butikschef Helle Kjær i gang med rengøring før genåbningen tirsdag. Foto: Ernst van Norde.
 

Heldigvis for hende er det kun rengøring.

- Vi har to andre butikker, som har været åbne siden marts. Så er vi så heldige, at vi jo har kunnet fordele varerne derud, siger Helle Kjær, der derfor er sluppet for at brænde inde med så mange varer som i Viby.

Selvom varerne har været fordelt ud, har Helle Kjær brændt inde med noget - nemlig kontakten til kunderne.

- Jeg har savnet hverdagen helt vildt. Jeg savner især vores kunder, og jeg ved, at de også savner os. En gang imellem stikker de hovedet igennem gitteret og hilser på.

- Det bliver så godt at fjerne det gitter igen.

For at kunne handle i de to butikker igen - og alle de andre butikker, som åbner tirsdag - er der blot et krav om mundbind og afstand.

    De små indkøbscentre får lov at åbne på tirsdag igen. Foto: Ernst van Norde.
De små indkøbscentre får lov at åbne på tirsdag igen. Foto: Ernst van Norde.