TDC skifter ud på direktionsgangen.
Hollænderen Jaap Postma stopper som øverste chef for forretningsbenet Nuuday, der tæller blandt andet YouSee, Telmore og Fullrate.
Det oplyser TDC i en pressemeddelelse.
Der er ikke længe siden, at en anden topchef i TDC forlod posten.
TDC's administrerende direktør, Allison Kirkby, forlod TDC til fordel for en stilling som direktør hos Telia. Det meldte TDC ud 24. oktober.
Jaap Postma blev oprindeligt ansat som direktør for tv-selskabet YouSee i 2016.
Samme år kom han i fokus, da YouSee nytårsaften 2016 blev ramt af et hackerangreb under dronningens nytårstale. Det fik skærmen til at gå i sort for mange danskere.
Det seneste 1,5 år har hollænderen haft et større ansvarsområde, efter at han sidste år fik nyt job som led i en omlægning af TDC i forlængelse et skift i ejerkredsen, der nu tæller tre danske pensionskasser og den australske investeringsbank Macquarie.
Derefter blev strategien lagt lidt om, og selskabet blev splittet i to. Det ene har ansvaret for al TDC's infrastruktur - herunder mobilnettet.
Det andet, Nuuday, har ansvaret for alle kunderne, og det har Jaap Postma stået i spidsen for.
- Jeg er ekstremt stolt af de resultater, organisationen har opnået over det seneste 1,5 år.
- Nuuday er godt kørende, og derfor har jeg besluttet at flytte tilbage til Holland og min familie og give stafetten videre til Michael og resten af ledelsesholdet, siger han i pressemeddelelsen.
Jaap Postmas stop bliver begrundet med, at han ønsker at flytte tilbage til Holland efter knap fire år i Danmark. Han forlader selskabet ved udgangen af november.