Endnu et sogn i Aalborg lukker ned

Borgmester savner større lokale frihedsgrader til at definere, hvad der lukkes ned ved sognenedlukning

Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, mener ikke, at reglerne for automatiske nedlukninger giver mening. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, mener ikke, at reglerne for automatiske nedlukninger giver mening. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Endnu et sogn i Aalborg Kommune må lukke ned, efter at der er konstateret udbredt smitte.

Det er Budolfi Sogn i det centrale Aalborg, der har krydset grænsen for smitte og må lukke for ned for blandt andet skoler, indendørs kulturaktiviteter og fitnesscentre.

For en uge siden lukkede et andet sogn i kommunen, Vor Frelser Sogn, også ned.

Borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S), bestrider ikke, at der skal lukkes ned.

Han mener bare, at det er de forkerte ting, der skal lukke.

- Jeg synes, at reglerne er for stive i forhold til sognenedlukninger, siger han til Ritzau.

- Midt i Budolfi Sogn ligger Jomfru Ane Gade, hvor vi ved fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at der sker en ganske markant smittespredning.

- Det at vi skal lukke museer, teatre og skoler, men ikke Jomfru Ane Gade, det giver ikke meget mening, siger han.

Thomas Kastrup-Larsen efterlyser større lokalt spillerum til eksempelvis at beslutte en nedlukning af Jomfru Ane Gade.

- Jeg vil gerne have større lokale frihedsgrader til at foretage den her vurdering.

- Og jeg vil have det fint med, at staten gik ind og var med til at finde ud af, hvad man skal gøre, når et sogn lukkes ned og se på, om der er særlige lokale forhold, man skal iagttage, og ekstra tiltag man kan gøre.

- Det med at skære alle sogne over samme læst, det giver ikke rigtig mening, siger han.

Nordjyllands Politi har udnævnt Jomfru Ane Gade til et corona-hotspot.

Politiet har i en pressemeddelelse oplyst, at man tidligere har givet restauratører påbud for ikke at overholde coronarestriktionerne.

Man vil i den kommende tid intensivere kontrollen i Aalborgs festgade.

En automatisk sognenedlukning gælder i mindst en uge.

Budolfi Sogn opfylder alle tre kriterier for, hvornår et sogn automatisk skal lukke ned.

De tre kriterier for automatisk nedlukning er:

Et incidenstal på mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage, mindst 20 smittede personer i de seneste syv dage og en positivprocent på mindst tre de seneste syv dage.

Ifølge Statens Serum Institut har Budolfi Sogn et incidenstal på 804, altså mere end 200 over grænsen for nedlukning. Der har været 58 smittede den seneste uge og positivprocenten er på 3,0.

Ud over de to nordjyske sogne er Høsterkøb Sogn i Rudersdal Kommune lukket.