Endomondo er solgt for halv milliard kroner

Danske Endomondo, der står bag løbe-app, er solgt til amerikanske Under Armour for godt 575 millioner kroner.

Den dansk udviklede løbe-app, er onsdag aften blevet solgt til amerikanske Under Armour  (Foto: Endomondo)
Den dansk udviklede løbe-app, er onsdag aften blevet solgt til amerikanske Under Armour (Foto: Endomondo)

Det danske iværksættereventyr Endomondo, der tog sin begyndelse i 2007, er nu på amerikanske hænder.

Endomondo, der har skabt den populære løbe- og cykel-app til smartphones med knap 20 millioner brugere, er blevet solgt til den amerikanske sportstøjsproducent Under Armour for godt 575 millioner kroner, oplyser Endomondo.

Direktør og stifter Mette Lykke siger i forbindelse med salget, at det har været en klassisk iværksætterrejse med masser af op- og nedture, men hun har altid troet på visionen.

- Endomondo har hjulpet utrolig mange mennesker med at finde glæden ved motion, og som en del af Under Armour kan vi nå ud til endnu flere mennesker på globalt plan, siger Mette Lykke.

Hun stiftede sammen med de to iværksætterkolleger Christian Birk og Jakob Jønck Endomondo, men de to mediværksættere forlod virksomhedens daglige drift for et par år siden.

Mette Lykke tvivlede dog aldrig på projektet, og hun kan nu - syv år efter - i en alder af 34 år - skrive på sit visitkort, at hun har stået bag et af de mest succesfulde danske start ups i nyere tid.

- Vi fortsætter vores mission som hidtil. Vi vil stadig være Endomondo med fokus på at gøre motion sjovere, og vores team bliver ved med at have base i København.

- For brugerne betyder det, at vi får flere ressourcer til at vokse og forbedre produktet, siger Mette Lykke.

Køberen, Under Armour, er ikke voldsomt kendt i Danmark, men i USA er det et stort brand. Under Armour er førende inden for innovativt sportsbeklædning og sportssko.

Det blev grundlagt i 1996 og omsætter i dag for, hvad der svarer til 20 milliarder danske kroner.

FAKTA: Syv års slid blev lykken for Endomondo-Mette

Iværksætter og direktør Mette Lykke troede på idéen og visionen om en løbe app, der gør det sjovere at motionere. Hun forlod McKinsey & Company i 2007 efter uddannelse i Aarhus for at kaste alle kræfter ind i projektet.

* Endomondo blev stiftet i november 2007 af Mette Lykke, Christian Birk og Jakob Nordenhof Jønck, der mødte hinanden på konsulentfirmaet McKinsey.

* De to sidstnævnte er fortsat medejere, men er ikke involveret i selskabets daglige drift. Mette Lykke er direktør.

* De første 18 måneder fik stifterne ingen løn.

* I august 2008 udkom den første udgave af appen.

* Først i 2013 lykkedes det at skabe et positivt årsresultat i virksomheden.

* Hovedparten af virksomhedens 40 ansatte vil efter salget fortsat være i København.

* Endomondo forsøgte sig også med en afdeling i Silicon Valley, men måtte lukke den efter to år.

* Det tog to et halvt år at skaffe én million brugere. Fem måneder senere var der to millioner brugere.

* Endomondo har i dag knap 20 millioner registrerede brugere verden over, og der kommer 30.000 mere til hver dag. 1,3 millioner danskere har hentet appen.

* Selskabet har skiftet formand fem gange siden opstarten. Den seneste formand var it-manden Preben Damgaard.

Kilder: Endomondo, Jyllands-Posten og Børsen.

Research: Ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere