Energi-alarm i Europa: Derfor kan dit ur gå seks minutter for langsomt

En konflikt mellem Serbien og Kosovo kan betyde, at dit ur går seks minutter for langsomt. 25 lande i Europa er påvirket af energi-krisen

Måske du lige skal tjekke dine digitale ure en ekstra gang. Måske der er en årsag til, at du kommer for sent hver gang (Foto: Martin Kierstein)
Måske du lige skal tjekke dine digitale ure en ekstra gang. Måske der er en årsag til, at du kommer for sent hver gang (Foto: Martin Kierstein)

Umiddelbart er der langt fra storpolitisk krise mellem Serbien og Kosovo til en mikrobølgeovn i Frederikshavn.

Men så alligevel ikke.

En politisk fejde om et elnet i regionen har nu konsekvenser for ure i hele Europa. Heriblandt Jylland, Fyn og de tilknyttede øer. Det oplyser The Continental European (CE) Power System (ENTSOE) i en pressemeddelelse.

Ekstra Bladet har talt med kommunikationsmedarbejder for ENTSOE, Susanne Nies, der forklarer, hvordan det hele hænger sammen.

Digitale ure sat til strøm i eksempelvis mikrobølgeovne og biler er allesammen styret af et elektrisk system, der konstant har en frekvens på 50Hz. Men problemerne i Serbien og Kosovo har skabt rod i det ellers strømlinede system.

Voldsomt antal
- Der har ikke været balance i systemet i området, der dækker Makedonien, Serbien og Montenegro, og det har skabt en gennemsnitlig afvigelse i frekvensen siden midten af januar. Den ændring har akkumuleret et tab på 113 giga-kilowatt-timer. Det er et ret voldsomt antal, siger Susanne Nies til Ekstra Bladet.

De manglende kilowatt-timer har i sidste endte spredt sig til de digitale ure i 25 europæiske lande, der er styret af frekvensen.

Og ifølge ENTSOE går urene op mod seks minutter for langsomt som konsekvens af, at frekvensen er faldet ned på 49.996 Hz.

Du kan se kortet over de lande, der er påvirket herunder:

De røde streger viser, hvordan det hele spreder sig i Europa (Foto: ENTSOE)
De røde streger viser, hvordan det hele spreder sig i Europa (Foto: ENTSOE)
 

Men er det alle de digitale ure i Danmark, der er påvirket?

- Nej, det drejer sig udelukkende, om de ure, der styret af frekvensen af strømforsyningen. Disse ure vil normalt blive karakteriseret som forældede, men de sidder stadig i mange mikrobølgeovne og bilradioer, så mange vil måske opleve det. Også i Danmark, siger Susanne Nies til Ekstra Bladet.

Det skal du gøre
I forbindelse med problemerne med urene har ENTSOE lavet en guide til, hvad man kan gøre, hvis man opdager problemer med et af sine ure.

'Du kan sætte tiden tilbage manuelt på dine ure, men så kræver det, at du nulstiller det hele, når det kontinentale europæiske elsystem genopretter sin normale frekvens. Alternativt vil klokkerne automatisk finde tilbage til normalen, når afvigelsen er ophørt', lyder det

Ifølge Susanne Nies er afvigelsen i Kosovo stoppet for to dage siden, men det betyder ikke, at alt bare er faldet på plads.

- Det betyder ikke, at vi er helt tilbage til den normale frekvens endnu, og det betyder heller ikke, at det ikke kan ske igen. Vi afventer lige nu den politiske situation mellem Kosovo og Serbien. Hvis de ikke finder en løsning, så er der igen risiko for, at vi får en afvigelse, siger hun til Ekstra Bladet.

ENTSOE oplyser, at hvis frekvensen fortsætter med at forblive på 50Hz, så vil det tage omkring to uger, før alt er helt normalt igen.

Også Swissgrid, der styrer referencefrekvensen i Centraleuropa melder, at de har besluttet at sætte frekvensen op til 50,01, så det hele kommer i orden igen.

Sjælland er ikke berørt af afvigelsen, fordi Sjælland er koblet til det nordiske system og ikke det centraleuropæiske.

103 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere