Engell om kiks: Røde ører

Hans Engell er overrasket over, at den kiksede hilsen mellem Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, og USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kunne finde sted. Han sender ansvaret til et af de to udenrigsministeriers protokolafdeling

At to højtstående ministre ikke kan finde ud af hilse på hinanden, ser ikke kønt ud på tv - og der vil også blive krummet tæer i embedsværket.

Sådan lyder dommen fra Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, efter et håndtryk blev til et skulderklap mellem udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, foran Eigtveds Pakhus.

- Det er altså højeste niveau, når USA's præsident, udenrigsminister eller forsvarsminister kommer på besøg. Og så skulle der have været styr på de ting, siger Engell.

Han peger på, at der er rigeligt med ansatte til at sørge for, at alt glider ved så vigtige anledninger.

- Udenrigsministeriet er jo et ministerium, som har en hel protokolafdeling, hvis eneste job er at afstemme alt i forhold til besøget. Skal der gives ordner, gives gaver, skal de modtages her eller der. Så er det spøjst, hvis man ikke også lige har snakket om, hvorvidt der skal gives håndtryk. Det tager jo maksimalt to minutter.

Pompeo sludrer med statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere på dagen. Foto: Ritzau Scanpix
Pompeo sludrer med statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere på dagen. Foto: Ritzau Scanpix

'Protokolafdelingen kan lave nogle slemme bøffer'
Den akavede hilsen mellem de to udenrigsministre får dog hurtigt den tidligere konservative forsvarsminister fra 1982-1987 ned ad 'memory lane'.

Engell har selv oplevet langt mere pinlige episoder ved besøg fra andre statsoverhoveder, fortæller han. Særligt et besøg fra Israels daværende forsvarsminister og senere premierminister, Yitzhak Rabin, henledes tankerne på.

Ved den anledning var der ikke styr på, hvilken lufthavn den prominente gæst skulle modtages i.

- Vi havde stillet æreskompagni og det hele klar ude i Værløse, som var det sædvanlige sted at tage imod andre landes ministre. Men der var ikke blevet tjekket ordentligt op på det, og han landede så i Kastrup i stedet, hvor han blev modtaget af politiet som en anden asylsøger, husker Engell med et grin.

- Så jeg har oplevet langt værre end det, der skete mellem Kofod og Pompeo her. En fejl som den her plejer man at tage afslappet.

Mike Pompeo mødtes med udenrigsminister Jeppe Kofod (S), Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, for at snakke om det arktiske samarbejde i København. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mike Pompeo mødtes med udenrigsminister Jeppe Kofod (S), Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, for at snakke om det arktiske samarbejde i København. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Kofod gjorde det okay, men Fogh var blevet rasende
Hans Engell mener, at Kofod håndterer den vanskelige situation 'okay' ved at lade Pompeos udstrakte hånd hænge og istedet placere sin venstrelab på den amerikanske skulder.

Forseelsen er heller ikke stor nok til, at der ligefrem vil rulle hoveder i protokolafdelingen, alligevel er det nok næppe et stolt øjeblik for dem, vurderer han.

- Der vil være nogle, der virkelig sidder med røde ører. Det er helt sikkert. Men så bliver det ikke taget videre.

Dog kan han godt komme på i hvert fald én dansk politiker, der næppe havde taget svipseren pænt.

- Politikere er forskellige, og jeg kan huske, at Anders Fogh Rasmussen var en, der altid kunne blive rasende, hvis der ikke var styr på det hele ned til mindste detalje.

- Men som man kan se nu, er der smil over hele linjen, og det er ikke noget, der vil hænge ved. Det her er et af de mindre problemer i forhold til Danmark og Trump-regeringens relation i øjeblikket, afslutter han.

207 kommentarer
Vis kommentarer