Enhedslisten om V, S og DF: Hyklerisk at svinge sparekniven og bagefter klage over ringere arbejdskvalitet

Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har beskåret Sundhedsstyrelsens økonomi kraftigt - nu brokker de sig over arbejdskvaliteten. Det er hyklerisk, mener Enhedslisten

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke give Sundhedsstyrelsen flere penge. Hun mener dog ligesom sundhedsordførerne fra S og DF, der også har været med til at føre sparekniven, at det er ok at kritisere den udskældte styrelse (Foto: Ida Munch).
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke give Sundhedsstyrelsen flere penge. Hun mener dog ligesom sundhedsordførerne fra S og DF, der også har været med til at føre sparekniven, at det er ok at kritisere den udskældte styrelse (Foto: Ida Munch).

Kender du til læger, der arbejder i Danmark selvom de har fået indskrænket eller mistet autorisationen i Norge eller Sverige? Skriv til os på 1224@eb.dk /sms til 1224 (koster alm sms-takst) eller send en mail til journalisterne på aee@eb.dk eller peter@eb.dk.

Gennem de sidste fire år har den ene skandalesag efter den anden ramt Sundhedsstyrelsen. Skiftende sundhedsministre og folketingspolitikere har som automatreaktion været ude at kritisere styrelsens tilsyn.

Men de samme politikere har på fem år barberet mere end halvdelen af Sundhedsstyrelsens bevilling væk, samtidig med at de er kommet med øgede krav til den pressede myndighed.

Omregnet til 2015-priser blev der i 2010 bevilget over 442 millioner kroner til Sundhedsstyrelsen, i år har styrelsen fået 214 millioner kroner. Det svarer til et fald på 52 procent.

Ekstra Bladet tog derfor kontakt til sundhedsordførerne for høre, hvordan de kunne halvere Sundhedsstyrelsens bevilling og bagefter brokke sig over, at de resterende medarbejdere ikke udførte arbejdet tilfredsstillende.

Se også: Først skærer politikerne ned i Sundhedsstyrelsen - nu tuder de over de mange skræklæger

Enhedslisten: Hyklerisk at skære ned og brokke sig samtidigt

Hos Enhedslisten har de siden 2013, hvor tsunamien af møgsager ramte Sundhedsstyrelsen, haft holdningen, at der skal tilføres flere resurser.

- Vi rejste spørgsmålet over for daværende sundhedsminister Astrid Kragh (S) i forbindelse med sagen om Arne Mejlhede. Der spurgte vi både på samråd og skriftligt, om de besparelser, der har været, var årsagen til at tilsynet ikke fungerede, siger Stine Brix, sundhedsordfører fra Enhedslisten.

- Er det ikke hyklerisk, at man har halveret bevillingen og bagefter brokker sig over, at tilsynet ikke fungerer?

- Jo, det er hyklerisk, at man laver drastiske nedskæringer, og så undrer politikerne sig bagefter over, at tilsynet ikke fungerer.

- Hvad mener du , der skal gøres for at forbedre Sundhedsstyrelsens tilsyn?

- Jeg synes, at det i første omgang handler om, at få den aftale, vi har lavet, til at fungerer. Og i den sammenhæng har vi spurgt den foregående regering, og vi vil også tale med den nuværende regering, om der er resurser nok til at vi kan få et tilsyn, vi kan stole på, siger Stine Brix.

18 læger har mistet eller fået indskrænket deres norske eller svenske autorisation, imens de har beholdt deres autorisationer i Danmark. Sundhed - 12. sep. 2015 - kl. 07:07 Mister autorisationen hos vores naboer: Skræklæger kan fortsætte i Danmark

18 læger har mistet eller fået indskrænket deres norske eller svenske autorisation, imens de har beholdt deres autorisationer i Danmark. Sundhed - 12. sep. 2015 - kl. 07:07 Mister autorisationen hos vores naboer: Skræklæger kan fortsætte i Danmark Se også: Taget med steroider i Norge: Arbejdede videre som læge i Danmark

DF: Det er kulturen, der er problemet

En af Sundhedsstyrelsens skarpeste kritikere er Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti. Hun har været på banen med sønderlemmende kritik, når en ny skandale har ramt styrelsen.

- Er det ikke hyklerisk at kritisere en styrelse, når man selv har været med til at beskære bevillingerne til samme styrelse med 52 procent fra 2010 til 2015?

- Manglede de resurser, burde de havde sagt til. Jeg mener, at det er den kultur, man har i Sundhedsstyrelsen, der gør, at man ikke har reageret i disse sager.

- Men er det ikke ulogisk at kritisere Sundhedsstyrelsen og samtidig skære i økonomien?

- Når vi hører om sager, der har været gennem 14 par hænder, så er der et problem. Man må nogle gange kigge på strukturen, og det er det, vi gør nu. Mangler der resurser, så skal de findes. Men Sundhedsstyrelsen må starte med at udføre den opgave, som vi beder dem om.

Se også: Hjerneskadet læge må arbejde i Danmark

Se også: Hjerneskadet læge må arbejde i Danmark Mandag kunne Ekstra Bladet afsløre, at en neurolog havde fået dansk autorisation på trods af et voldsomt alkoholmisbrug. Han er dog ikke alene, seks andre læger med misbrug har oplevet sanktioner hos vores naboer, men kan fortsat arbejde i Danmark. Foto: Nima Stock Sundhed - 15. sep. 2015 - kl. 17:00 Læger med misbrug må behandle danske patienter

S: Vi fandt 46 mio. kr. ekstra

Det er helt urimeligt, at Sundhedsstyrelsen har ladet 22 sundhedspersoner beholde retten til at arbejde i Danmark, selv om de har mistet eller fået indskrænket samme ret i vores nabolande. Det mener Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen.

Efter Ekstra Bladets afsløringer har han rejst skarp kritik af styrelsen og kaldt sundhedsministeren i samråd.

- Men samtidig har I politikere beskåret Sundhedsstyrelsens økonomi betydeligt. Er I ikke nogle hyklere?

- Nej. Nick Hækkerup formåede faktisk at finde 46 millioner kroner ekstra til tilsynet. Hvis ikke det var sket, ville jeg give dig ret i, at det ville være hyklerisk.

- De 46 millioner kroner begynder først at have effekt fra i år. Hidtil har Sundhedsstyrelsen og tilsynet oplevet voldsomme besparelser?

- Jeg ville da ønske, at vi, da vi havde regeringsmagten, havde mulighed for at tilføre mere muskelmasse til Sundhedsstyrelsen.

- For mangel på muskler er en stor del af problemet, men som jeres historier viser, så handler det også om, at den praksis, man har, ikke står mål med den praksis, som man fra politisk side har ønsket

Sundhedsministeren: Der kommer ikke flere penge

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har været en hård kritiker af Sundhedsstyrelsen.

På trods af, at skandalesagerne er opstået i takt med, at pengene i styrelsen er sparet væk, mener hun, at hendes kritik er rimelig.

- Er det ikke hyklerisk, at du og andre politikere først udsætter Sundhedsstyrelsen for sparekrav og bagefter kritiserer styrelsen for ikke at udføre arbejdet godt nok?

- Vi var i foråret med til at afsætte 46 mio. kr. ekstra til at få ryddet op i Sundhedsstyrelsens tilsyn, som desværre har haft mange uheldige sager gennem de senere år, skriver Sundhedsminister Sophie Løhde i en mail.

- Men det kan heller ikke passe, at man ikke kan kritisere en styrelse, der helt åbenlyst har haft problemer med at føre effektivt tilsyn, uden at man samtidig siger ’værsgo, her er der så ekstra penge til jer, så I kan udføre det arbejde, I hele tiden har skullet udføre’.

- Lægeforeningen og Danske Patienter har ikke tiltro til, at den nye Patientsikkerhedsstyrelse vil stoppe de mange sager om tilsynssvigt, hvis ikke der også tilføres ekstra midler.
Tager de fejl?

- Det her handler ikke alene om flere penge, selv om vi rent faktisk har sikret ekstra 46 mio. kr. til tilsynet. Det er jo ikke kun kroner og øre, der kan rette op på en dårlig praksis, det handler i høj grad også om kultur og arbejdsgange.

- Folketingets partier skal i den kommende tid blive enige om, hvordan tilsynet kan blive mere risikobaseret, så kræfterne og ressourcerne bruges der, hvor risikoen for patientsikkerheden er størst, skriver Sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

78 kommentarer
Vis kommentarer