Enke tvunget til at gå ind i firma: Nu har hun solgt det for et trecifret millionbeløb

Camilla Birkegaard har sammen med administrerende direktør, Peter Høgh Petersen, solgt dynefirmaet Dykon for et trecifret millionbeløb

Fra venstre mod højre. Peter Høgh Petersen og Camilla Birkegaard. FOTO: Dykon
Fra venstre mod højre. Peter Høgh Petersen og Camilla Birkegaard. FOTO: Dykon

Der var krise i 2007, da daværende ejer og Camilla Birkegaards ægtemand, Jens Fredholm, døde.

Nu er der ingen krise i syne, for Camilla Birkegaard, der er HR-ansvarlig i Dykon, og Peter Bøgh Petersen, der er administrerende direktør, har solgt firmaet for et trecifret millionbeløb til kapitalfonden Erhvervsinvest, skriver Børsen.

Camilla Birkegaard var på grund af sin mands død tvunget til at gå ind i firmaet og finde en ny administrerende direktør. Det var en presset tid for den nye enke.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, tænkte jeg ikke så meget. Jeg reagerede bare på en krise, siger hun til Ekstra Bladet.

Produktionen bliver i Danmark
Det første Peter Bøgh Andersen gjorde, var at halvere antallet af Dykons medarbejdere. Derefter blev et stort automatiseringsprojekt sat i gang, som skulle skære ned på omkostningerne, skriver Børsen.

Det betød blandt andet, at hvor der før var 16 mennesker til at vaske fjer, stod der nu kun én medarbejder. Det er rundt regnet 10 år siden, og forretningen og forholdet til medarbejderne går forrygende nu.

- Det handler om, at vi har haft en fantastisk proces med vores medarbejdere, og at vi rigtig gerne vil sikre vores medarbejdere i fremtiden, siger Camilla Birkegaard.

Tilbage til arbejdet
Nok er firmaet solgt, men derfor stopper arbejdet ikke for Camilla Birkegaard og Peter Høgh Petersen. De forbliver i deres nuværende stillinger og har hver beholdt ti procent af firmaet.

- Det er direkte på arbejde igen, sådan er det. Jeg tror ikke, der bliver de store forandringer i vores tilværelse, siger Camilla Birkegaard.

Salget er, ifølge Camilla Birkegaard, et led i bevarelsen af Dykon.

- Vi solgte firmaet for at sikre fremtiden. Jeg vil gerne gå forbi firmaet, når jeg er 80 år og stadigvæk se, der bliver produceret dyner, siger hun.

I forbindelse med salget regner Dykon med at skrue op for deres forskning i søvn og videreudvikling af nye produkter.

30 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere