Hvad sker der for danske musikere? Er de konverteret til trumpismen? Afskyr de pressen?
Ja, jeg spørger bare efter denne uges besynderlige version af et pressemøde om årets grønne koncerter.
Bemærk ordet 'pressemøde'. Det vil sige, at man møder pressen og svarer på spørgsmål, og i de tilfælde, hvor man ikke ønsker at svare på et givent spørgsmål, siger man 'ingen kommentarer'. Hvis man ikke vil møde pressen, må man lade være med at sige ja til at deltage i et pressemøde.
Såre enkelt, skulle man synes, men åbenbart ikke for visse kunstnere. Lukas Graham, Suspekt og Aqua lod meddele, at de ikke ville tale med visse ugeblade, da Muskelsvindfonden forleden havde inviteret til 'pressemøde' forud for Grøn Koncert.
Vi taler altså om startskuddet til en række brede, folkelige koncerter, som støtter et godt formål. Hvilket gør det endnu mere besynderligt at udelukke medier, der når bredt ud i befolkningen.
Som chefredaktør Niels Pinborg fra Se og Hør har gjort opmærksom på, laver kunstnerne et benspænd, som gør det vanskeligt for Muskelsvindfonden at få positiv presseomtale.
Pressemøder er i forvejen så styrede og kontrollerede, at både kunstnere og reportere efterhånden må føle sig som en flok børnehavebørn på tur med pædagogerne. Måden, det foregik på forleden til omtalte parodi på et pressemøde, var, at kunstnerne var placeret ved hver deres bord, og medierne fik fire minutter ved hvert bord. Altså de medier, som man ønskede at tale med. De uønskede kunne møde op i den mondæne københavnske kødby, men de kom ikke med i audiensen ved bordene.
Tendensen er tydelig. Journalisten Maise Njor fortalte i går i 'Go’morgen Danmark', at hun i stigende grad oplever, at der sidder en manager og vogter over hende, når hun møder op til interview-aftaler.
Og som min kollega Poul Madsen sagde, er det en tendens, vi ser på mange felter. Kunst, politik, erhvervsliv. Man vil selektere, hvad medierne har adgang til, og kun fortælle den historie, som spindoktorer og management mener, der skal fortælles.
Det skal vi medier samlet set sætte os op imod. Ekstra Bladet og andre medier gik fra 'pressemødet' forleden i solidaritet med de kolleger, som ikke fik spørgetid. Flere af de medier, der blev, har siden valgt ikke at skrive noget.
Indsamlingschefen i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, taler da også efterfølgende om, at 'formen af den måde, vi laver pressemøder på i dag, skal ændres til en anden form'. Det er nok en god idé.
Blandt medierne har vi allesammen eksempler på kunstnere, politikere og andre, som bliver sure på os med mere eller mindre god grund og derfor ikke vil give interviews. Hvis det er gået helt galt, kan de bede om dementi, melde os til Pressenævnet eller politianmelde os for injurier.
Sådan indretter man sig i et frit land med en fri presse. Hvis det ikke er det, man ønsker, kan man selvfølgelig følge i Trumps fodspor og udnævne pressen til fjenden sådan helt generelt.
Hvis nogen har glemt, hvad jeg taler om, anbefaler jeg dokumentar-serien 'The 4th Estate - Trump, løgn og nyheder', som i øjeblikket kan streames på dr.dk.
Vist er er der langt fra et mislykket pressemøde i København til Trump-land. Og så alligevel ikke, for tendenserne til at se pressen som en fjende er alle steder i vores samfund.
Det ville klæde den kreative klasse at være frie, modige og kløgtige nok til at stå op imod den udvikling.
