Er det dig? Prestigefyldt universitet søger verdens første Lego-professor

Anerkendt engelsk universitet søger den første Lego-professor af sin art

Det kan ikke skade at være god til at bygge Lego, men det er ikke noget krav, hvis man gerne vil søge jobbet som Lego-professor. Foto: Philip Davali/Polfoto
Det kan ikke skade at være god til at bygge Lego, men det er ikke noget krav, hvis man gerne vil søge jobbet som Lego-professor. Foto: Philip Davali/Polfoto

Vil du gerne være verdens første Lego-professor?

Så har du stadig to dage til at nå det, inden ansøgningsfristen hos det prestigefyldte Cambridge University udløber 20. januar. Læs hele jobopslaget her.

Her søger man nemlig en Lego-professor i leg, læring og udvikling til at stå i spidsen for sit eget institut. Forskningen skal bestå i at undersøge, hvilken betydning og værdi leg har for børn.

Men kvalifikationerne skal være i orden for at kunne komme i betragtning. Og det er ikke nok bare at være rigtig god til at bygge med lego. Faktisk er det slet ikke noget krav, fortæller Bo Stjerne Thomsen, der er global forskningsleder for Lego Fonden.

- For en professor er der mange andre materialer at bruge end Lego-klodser. Det er en mulighed at bruge det, men der er ikke noget krav fra vores side, siger han.  

Instituttet vil blive permanent finansieret af netop Lego-fonden, der ejer 25 procent af Lego-koncernen. Selvom man allerede har investeret fire millioner britiske pund, så har man ikke nogen indflydelse på, hvem der får jobbet. Mens de 2,5 millioner er øremærket professoren, så er den sidste halvanden million til instituttet. 

Barnlig tankegang
Bo Stjerne Thomsen fortæller, at universitetets kriterier for ansøgerne er forholdsvis normale for professorer.

- Har man lavet gode studier før? Kender man sit forskningsfelt indenfor børns udvikling psykologi og uddannelse. Det primære er, at man er anerkendt indenfor feltet og har en metodesikkerhed i det.
Selv håber han og Lego Fonden, at det bliver en person, som har en mere barnlig tankegang.

- Man skal kunne se tingene fra et barns perspektiv og have et mindset og en tilgang til at forstå børn. Selvfølgelig skal man også være enorm nysgerrig, siger han.

Det er vigtigt, at professoren kan se tingene fra børns perspektiv. Foto: Philip Davali/Polfoto
Det er vigtigt, at professoren kan se tingene fra børns perspektiv. Foto: Philip Davali/Polfoto
 

For lidt forskning
Fonden har valgt at investere, da man mener, at der er meget lidt forskning om værdien af leg for børn.

- Leg er jo et af de forskningsområder, som er aller mest underfinansieret og ikke undersøgt nok. Der bliver lagt mange midler i teknologi og bæredygtighed, men for os er det vigtigt at lægge noget energi i at finde ud af, hvad der er bedst for børn.

Forskningen skulle gerne kunne inddrages i børnenes skole-uddannelse.

- Der er slet ikke nogen tvivl om, at når man er nysgerrig, eksperimenterende og motiveret, når man lærer, så gør man tingene med en større indsats, og man får mere ud af det.

Der er samtidig en god grund til, at man har valgt et samarbejde med et britisk universitet og ikke et dansk.

- Vi har også initiativer i Danmark, men det vi har ønsket først og fremmest var at finde en af de mest internationalt anerkendte institutioner, som har arbejdet med at kombinere psykologi og uddannelse i mange år. Vi har samarbejdet med Cambridge omkring nogle andre sager. Så på den måde kunne vi få den største tyngde og slagkraft med dem, men vi er også meget interesseret i den danske dagsorden, siger han.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere