Er det dig? Skat efterlyser ejere til 19 millioner

Skat mangler ejerne til omkring 19 millioner fordelt på 2.500 bankkonti

Foto: Linda Johansen/Polfoto
Foto: Linda Johansen/Polfoto

Måske er det dig. Og hvis det er, så vil det bestemt ikke være dumt at tjekke Statstidende i dag.

Her efterlyser Skat ejerne til 2.500 bankkonti, hvor der samlet set står 19 millioner kroner.

De forskellige konti har været spærret af banken i 2,5 år, da man ikke har kunnet få identificeret ejermændene bag. Hvis de ikke bliver fundet inden for de næste 12 måneder, så tilfalder pengene staten. 

- Vi har ingen interesse i at inddrage pengene. Vi vil meget hellere have fundet ejerne, og derfor efterlyser vi ejerne i Statstidende, fortæller Johnny Schaadt, der er underdirektør i SKAT, i en pressemeddelelse.

400.000 på kontoen
Skat har i denne omgang modtaget oplysninger fra syv banker om de mange konti. Beløbene på de enkelte konti svinger meget. Der er 23 konti med indestående på over 100.000 kr. og 348 konti med indestående på mellem 301 kr. og 500 kr. Kontoen med det højeste indestående har lidt over 400.000 kr. på bankbogen.

Efterlysningen er et supplement til en anden efterlysning af ejere til 90 millioner, som Skat kom ud med i oktober sidste år. Skat oplyser, at man ikke har nogen tal på, hvor mange af ejerne af de 90 millioner kroner, som siden hen har identificeret sig.

Fakta

SKAT har to gange tidligere - i 1998 og 2003 - efterlyst ejere til konti uden tilstrækkelig ejerinformation.

I 2003 efterlyste SKAT gennem Statstidende ejere til 4.877 konti med indestående på omkring 44 millioner kr. Heraf blev omkring 1.100 konti identificeret. 8,8 millioner kr. tilfaldt statskassen.

SKAT kan inddrage konti med indestående over 300 kr.

Når en konto mangler identifikationsoplysninger, så kan det for eksempel skyldes, at en person er fraflyttet landet og ikke har efterladt en ny adresse, eller at der ikke er givet tilstrækkelige informationer, da kontoen blev oprettet.

Kilde: Skat

27 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere