Erhvervsfiskere raser over Lundes nye pengemaskine

Miljøminister Esben Lunde Larsen vil bane vejen for nye havbrug. Men erhvervsfiskere og lokale borgere frygter for deres levebrød

- Jeg har forståelse for, at fiskerne er bekymrede, men der er og skal være plads til alle på havet – både fiskere og havbrug, siger miljøminister Esben Lunde Larsen (V) til Ekstra Bladet. Polfoto: Jens Dresling
- Jeg har forståelse for, at fiskerne er bekymrede, men der er og skal være plads til alle på havet – både fiskere og havbrug, siger miljøminister Esben Lunde Larsen (V) til Ekstra Bladet. Polfoto: Jens Dresling

Danske erhvervsfiskere blander sig nu i koret af over 4.500 borgere på Djursland, der frygter for turisterhvervet, sammen med to lokale borgmestre og miljø-organisationer, der er rasende over Esben Lunde Larsens nye lovforslag, som skal bane vejen for store havbrug.

Erhvervsfiskerne mener, at havbrugene vil forurene Kattegat så kraftigt, at det vil medføre iltsvind og fiskedød.

Miljø - og Fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) lovforslag vil gøre det muligt at oprette store havbrug med opdræt af tonsvis af regnbueørreder og laksefisk. En pengemaskine, som man også ser det i Norge, der har store lakse-havbrug.

Men havbrugene kritiseres for at ville udlede tonsvis af kvælstof i de danske farvande til skade for fisk, havdyr, vandmiljø og planteliv.

- Det er en enorm forureningskilde. De forurener jo ligesom en grisefarm. De forurener med kvælstof. Mange steder i verden, hvor de har havbrug er der enorme områder omkring dem, der er døde, fordi de forurener så kraftigt, at de slår ilten ihjel, siger Anders Nymann Jensen, erhvervsfisker og formand for Grenå Fiskeriforening.

Han frygter, at det på sigt vil koste arbejdspladser for erhvervsfiskerne.

Hvor må vi være?
- Vi har store områder, hvor der er vindmøller. Vi har andre områder med grunde, hvor man heller ikke må fiske. Og så kan vi få havbrug, hvor vi heller ikke må være. Hvor må vi så være?, spørger Anders Nymann Jensen.

Miljøministerens forslag vil medføre en regulær ændring af miljøbeskyttelsesloven og udstede regler, som gør det muligt at godkende havbrugene med vilkår om, at ejerne af havbrugene på sigt skal etablere og drive såkaldte 'kompenserende marine virkemidler' for at modvirke forureningen.

I praksis betyder det primært opdræt af muslinger. Ifølge ministeren skulle muslingerne fjerne en mængde kvælstof fra et havområde.

Men erhvervsfiskernes kritik går på, at de såkaldte muslingefarme, måske kommer til at ligge i et helt andet havområde end lige der, hvor havbrugene forurener.

- Kattegat er et farvand, der er utrolig hårdt ramt af iltsvind, hver eneste sommer. Og så fører vi en forureningskilde mere ind i området. Det kan jo kun gøre, at vi måske rammer katastrofen.

- Så siger Esben Lunde Larsen og hans vedhæng: Jamen, så laver vi muslingefarme og tangfarme, som skal kompensere for forureningen. Det vil sige, at de måske vil lægge et havbrug nede ved Hjelm Ø (Syddjurs red.) og så vil de lægge et tang/muslinge-anlæg på Norddjurs, siger Anders Nymann Jensen.

Det hænger slet ikke sammen, mener han.

Frygteligt sludder
- Den store iltsvinds-lomme, der vil blive nede ved havbruget, kan du jo ikke lige forvente, at den sejler en tur forbi et tang/muslingebrug oppe på Norddjurs. Det er jo noget frygteligt sludder, siger Nymann Jensen og fortsætter:

- Man siger til landmændene: Du må ikke hælde så og så meget gylle ud på dine marker, fordi det forurener ude i havet. Men så tager man de havbrug og smider ud i havet og siger: I må gerne forurene direkte i havet.

- Det er meget, meget dårlig gennemtænkt. Alle erhvervsfiskere i vores område er imod det.

- Men kan de her havbrug ikke være med til at skabe nogle arbejdspladser?

- Hvis nu det ødelægger fiskeriet kan det så ikke også være med til at nedlægge vores arbejdspladser? Hvis nu det bliver på bekostning af erhvervsfiskerne?, siger Anders Nymann Jensen.

 

Ministeren: Vi går ikke på kompromis med miljøet

Også Danmarks Fiskeriforening, der er hovedorganisation for danske erhvervsfiskere, langer kraftigt ud efter planerne om flere havbrug.

- Det væsentligste for os, er, at for det første optager havbrugene plads, og skal der laves nogle havbrug, så skal det være i dialog med de fiskere, der er berørt af det. For det andet, så skal man selvfølgelig have styr på den forurening, der kommer.

- For os at se, så kan man ikke få styr på forureningen bare ved at lægge et kompensationsopdræt (af fx. muslinger red.) et eller andet tilfældigt sted, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

Ekstra Bladet har forelagt kritikken for Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der svarer følgende på mail.

- Jeg har forståelse for, at fiskerne er bekymrede, men der er og skal være plads til alle på havet – både fiskere og havbrug.

- Den afvejning er en af årsagerne til, at der skal søges om placeringstilladelse til nye havbrug. Regeringen går med lovforslaget ikke på kompromis med hensynet til miljøet.

- Forskere fra bl.a. DTU Aqua har påvist, at muslinger kan fjerne næringsstoffer fra havet, og dermed kan muslingeopdræt bruges til at reducere miljøeffekten fra havbrug., lyder svaret fra ministeren.

 

800 tons kvælstof i Kattegat

I forbindelse med Fødevare- og Landbrugspakken er der et råderum til udledning af 800 tons kvælstof i den åbne del af Kattegat.

Til sammenligning bekymrer det Danmarks Naturfredningsforening, at staten planlægger at afsætte i alt 1,6 mia. skattekroner de næste fem år til at genskabe vådområder, der kan reducere tilførsel af kvælstof og fosfor til vores fjorde og søer.

Kommunerne og Naturstyrelsen skal udmønte indsatsen, der bliver den største for vådområder i Danmark.

Lovforslaget, der skal bane vejen for de nye havbrug vil skabe mulighed for at stille krav om kompenserende marine virkemidler, hvis man ønsker at etablere et havbrug i et område, hvor det i dag ikke er muligt indenfor rammerne af lovgivningen om vandplaner og havstrategi.

Herudover vil vækst for havbrug fremmes ved, at der udpeges konkrete lokaliteter, hvor havbrug kan etableres under hensyn til andre aktiviteter på havet, miljøet og vandplanområder.

Lovforslaget om havbrugene er blevet 1. behandlet i Folketinget, og indtil videre er der flertal på højrefløjen.

Miljøministeren har været til åbent samråd om lovforslaget to gange, hvor Miljø- og Fødevareudvalget har indkaldt ministeren efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (Enheds.), Christian Poll (Alternativet), Trine torp (SF) og Sanne Bjørn (Rad. Venstre).

Der er indkaldt til ekspert-høring i Miljø- og Fødevareudvalget inden lovforslaget skal viderebehandles.