Et glas punch bryder 500 år gammel fastelavns-tradition

Fastelavnsrytterne ved Dragør kan ikke ride forbi Store Magleby Skole, da skolens alkoholpolitik ikke tillader skænkning af alkohol

Gert Schmidt har været med på fastelavnsturen 32 gange før. Foto: Privatfoto
Gert Schmidt har været med på fastelavnsturen 32 gange før. Foto: Privatfoto

Store Magleby Skoles alkoholpolitik har betydet, at en næsten 500 år gammel fastelavns-tradition bliver brudt.

Traditionen stammer fra 1521, hvor hollænderne kom til Dragør på Amager.

Det fortæller formanden for foreningen 'Vennekredsen', Gert Schmidt, til Ekstra Bladet.

Hver fastelavn red ryttere rundt mellem forskellige steder i byen, hvor de til sidst mødtes ved byens torv og rev hovedet af en gås.

Siden traditionens start er den dog blevet lidt mere familievenlig. Gåsen er blevet erstattet af en almindelig fastelavns-tønde, der skal slås til pindebrænde med et bat, imens man rider på en hest.

Vennekredsen har stået for arrangementet siden 1886.

Ingen alkohol
En del af traditionen er, at rytterne ridder forbi Store Magleby Skole, hvor de får et glas punch og synger en skålesang.

Men da Store Magleby Skole har indført alkohol-forbud på skolen, så kan rytterne i år ikke komme forbi til et glas punch.

- Vi får en mail fra Skole- og Kulturforvaltningen, der meddeler om, at vi skal ride forbi skolen - og ikke ind - da det er i strid med skolens alkoholpolitik, fortæller Gert Schmidt.

- Vi svarer dem, at vi respekterer deres ønske. Men vi synes, det er en forkert holdning, at vi ikke kan komme forbi til et glas punch, da børnene også skal have et fornuftig forhold til den her tradition.

En misforståelse
Ekstra Bladet har snakket med bestyrelsesformanden for Store Magleby Skole, René Bomholt, der fortæller, at det hele er en stor misforståelse.

- I mailen mellem foreningen og Skole- og Kulturforvaltningen virker det, som om at rytterne ikke må være her. Det er ikke rigtigt, siger René Bomholt.

- Vi kan bare ikke skænke noget med alkohol på skolens grund, og den beslutning bakker bestyrelsen op om.

Foreningen Vennekredsen forsøgte at tage kontakt til medarbejderen, der havde skrevet til dem, men medarbejderen var angiveligt ikke på arbejde til at svare, så rytterne besluttede, at de ikke ville ride forbi skolen, da de ikke kunne få en punch.

- Det er en del af traditionen, at vi ridder rundt, får et glas og synger en skålesang. Vi kan jo ikke skåle, når vi ikke får noget at drikke, fortæller Gert Schmidt.

- Men kan I ikke bare gøre det uden at drikke alkohol?

- Jo, men det har vi ikke taget stilling til i bestyrelsen endnu. Nu har vi lagt den fra os, og så må vi se til næste år, siger formanden.

Rytterne skal slå katten af tønden til hest på mandag.

129 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere