EU anklager otte banker for snyd med statsobligationer

EU's konkurrencemyndigheder mener, at otte banker har koordineret handler og priser med statsobligationer

Otte europæiske banker har brudt EU's konkurrencelovgivning ved at koordinere handel med statsobligationer i perioden 2007-2012.

Det vurderer EU-Kommissionens konkurrencemyndigheder, der har taget det første skridt til at indlede en sag mod bankerne.

Koordineringen skal være sket for at mindske konkurrence, når der skulle købes og handles europæiske statsobligationer.

- Handlere ansat i de otte banker udvekslede forretningshemmeligheder og koordinerede handelsstrategier, skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

- Disse kontakter er foregået hovedsageligt - men ikke eksklusivt - i online chatfora.

De otte banker har torsdag fået et klageskrift fra EU-Kommissionen, hvor den kommer med sin foreløbige redegørelse i sagen.

- Hvis kommissionens foreløbige opfattelse bliver bekræftet, vil sådanne handlinger være i strid med EU-lov, der forbyder konkurrenceforvridende handlinger - så som prisaftaler, skriver EU-Kommissionen.

Kommissionen understreger, at mistanken retter sig mod otte specifikke banker. Kommissionen mener, at konkurrenceforvridende adfærd ikke er et generelt problem, når det kommer til handel med europæiske statsobligationer.

Kommissionen sætter ikke navn på de otte banker.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere