EU-chefer: Helt uacceptabelt at tvinge Ryanair-fly til Minsk

Reaktionerne er stærke, efter at Hvideruslands præsident skal have beordret Ryanair-fly til at lande i Minsk

Følg Samfund

Det er helt uacceptabelt at tvinge et Ryanair-fly fra Athen til Vilnius til at lande i Minsk. Det skriver EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen på Twitter.

- ALLE passagerer skal have mulighed for at fortsætte deres rejse til Vilnius omgående, og deres sikkerhed skal garanteres, skriver hun.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, understreger også, at 'ALLE passagerer' skal have lov at fortsætte deres rejse omgående.

- Vi holder Hvideruslands regering ansvarlig for alle passagerers og flyets sikkerhed, skriver han.

- Det er helt uacceptabelt, lyder det videre fra Borrell.

Udtalelserne kommer, efter at Hviderusland har tvunget et fly til at lande i Minsk og anholdt den fremtrædende oppositionsaktivist Roman Protasevitj.

Han er medstifter af Nexta, der er et af den hviderussiske oppositions vigtigste medier. Han lever i dag i eksil i Litauen.

Protasevitj var på vej hjem fra Grækenland, hvor han var inviteret til at deltage i det årlige Delphi Forum. Det er et internationalt arrangement, hvor politikere og eksperter diskuterer politiske og økonomiske spørgsmål.

Grækenlands udenrigsministerium meddeler, at Protasevitj var en del af den hviderussiske delegation, der var anført af oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja.

- For Grækenland er det en principsag at forsvare grundlæggende værdier som demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder, skriver ministeriet.

Det fordømmer også den tvungne nødlanding i Minsk.

- Flyet havde i alt 171 passagerer, hvoraf 11 var græske statsborgere. Denne handling, der bragte alle passagerers liv i fare, er uacceptabel, lyder det fra Athen.

Det statslige nyhedsbureau i Minsk skriver, at det var præsident Aleksandr Lukasjenko selv, der gav ordre til, at to kampfly skulle eskortere Ryanair-flyet med Protasevitj om bord til Minsk.

Ryanair-flyet fik ordren fra Hviderusland med den begrundelse, at der var en 'sikkerhedstrussel' på flyet.

Hvideruslands handling er 'uacceptabel' og kræver 'et stærkt og samlet' svar fra EU, mener Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian.

- Alle passagerer på det fly, heriblandt også eventuelle hviderussiske oppositionsfolk, skal uden forsinkelse have lov at forlade Hviderusland, skriver han på Twitter.

Også fra dansk side opfordrer udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til, at samtlige passagerer får lov at fortsætte til Vilnius.

- Det er helt uacceptabelt, hvis de belarussiske myndigheder har tvunget et civilt passagerfly til at nødlande for at kunne arrestere en systemkritiker, siger han i en skriftlig kommentar.

Det danske udenrigsministerium bruger navnet Belarus om Hviderusland.

- Hvis et civilt fly er tvunget til at lande i Minsk under falske forudsætninger, er det selvsagt fuldstændigt uacceptabel og må blive mødt med klare og mærkbare konsekvenser fra et samlet EU, siger Kofod videre.

I Litauen, hvor Protasevitj bor, retter præsident Gitanas Nauseda en skarp kritik mod Lukasjenkos styre.

- En begivenhed uden fortilfælde! Et civilt passagerfly på vej til Vilnius blev tvunget til at lande i Minsk, skriver han.

- Den hviderussiske politiske aktivist og stifter af Nexta var på flyet. Han er anholdt. Regimet er bag den afskyelige handling. Jeg kræver Roman Protasevitj løsladt omgående.

Han opfordrer det internationale samfund til at sikre, at det ikke gentager sig.

- Jeg opfordrer vores allierede i Nato og EU til omgående at reagere på den trussel, det hviderussiske regime udgør mod den civile luftfart, skriver den litauiske præsident.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, kalder i en meddelelse søndag aften den tvungne nødlanding i Minsk en 'alvorlig og farlig' hændelse.

- Vi følger tæt den tvungne landing af et Ryanair-fly på vej fra Athen til Vilnius i Hviderusland samt den rapporterede tilbageholdelse af oppositionens Roman Protasevitj, skriver han på Twitter.

Seneste nyt

Hun mobber. Hun intimiderer. Hun håner.

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.