Overgangen fra vinter - til sommertid sker den 25. marts, men det kan snart være slut. Torsdag skal en mulig afskaffelse af sommertiden nemlig til afstemning i EU-parlamentet.
Sommertiden blev indført i Danmark i 1916, fordi man gerne ville udnytte flest mulige af døgnets lyse timer. På den måde kunne man nemlig spare på strømmen.
Det årlige tidsskifte kan føre til flere p-bøder
Finsk forslag
Ønsket om afstemningen stammer fra Finland, hvor reglen om sommertid har været et hedt emne i den politiske dagsorden.
I november skrev 70.000 finnere under på en underskriftindsamling imod sommertid, hvilket fik Finlands parlament til at tage emnet op.
Men Finland kan ikke uden videre afskaffe reglen om sommertid, fordi landet er underlagt et EU-direktiv. Og det er årsagen til, at finske MEP'ere nu har taget forslaget videre til EU.
Også i lande som Sverige, Tyskland og Frankrig kører der lige nu kampagner, der skal være med til påvirke udfaldet af afstemningen.
Sommertid generer
Nogle af de argumenter, som bliver brugt i debatten om afskaffelsen, er, at det kan påvirke dyrenes liv, hvis der pludseligt ændres på døgnets rytme.
Et argument lyder, at langt flere dyr vil blive kørt ihjel, når de vil krydse vejen, og trafikken er anderledes end dagen før. Et andet lyder, at malkekøerne vil blive forvirrede over tidsændringen og derfor leverer mindre mælk.
Kjeld Krageskov er medlem af Landsforeningen mod sommertid. Han glæder sig over, at EU nu vil diskutere sommertid, som kalder er et indgreb i folks opfattelse af dagen.
- Det generer mange mennesker, at man flytter på solen i forhold til hvad tiden er normalt, siger han.
Han peger desuden på, at den strømsparende gevinst er et forældet argument.
Flere lyse timer
- Jeg vil gerne være ærlig omkring, at siden vi har fået energisparepærer og er blevet bedre til at lave energibesparende produkter, så ved jeg ærligt talt ikke, om der er en gevinst længere, siger Christel Schaldemose, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokratiet.
Hun har i de seneste dage fået modtaget henvendelser fra folk, der føler sig generet af sommertid. Hun har alligevel tænkt sig at stemme nej ved afstemningen i morgen.
- Som udgangspunkt er jeg tilhænger af, at vi får sommertid, for jeg godt kan lide at vi udnytter de lyse timer bedst muligt, siger hun.
Men selvom afstemningens resultat i morgen bliver et ja, så betyder det ikke, at sommertiden bliver droppet lige med det samme. Det er nemlig en afstemning om, hvorvidt EU-kommissionen skal kigge nærmere på sagen.
Sådan har danskerne det med sommertid
Ekstra Bladet har været på gaden, for at spørge danskerne, hvad de synes om sommertid.
Lene, 70 år
Min kat har meget svært ved at vende sig til, at tiden skifter. Derfor bliver vi vækket meget tidligt om morgenen, hver gang vi skifter mellem sommer - og vintertid, og det tager ham lige 14 dages tid at vænne sig til. Det er træls.
Sara, 24 år
Jeg lægger ikke rigtig mærke til det. Men jeg synes faktisk, sommertid er helt fint, for så får vi jo lige en lille smule mere dagslys. Det har vi jo i forvejen ikke så meget i Danmark.
Thorkild, 71 år (t.v)
Jeg synes, sommertid er irriterende. Jeg havde sådan en parkeringsskive, der ikke ændrede tiden automatisk, så jeg fik en bøde. Så snakkede jeg lidt med en parkeringsvagt, og han fortalte mig, at de sætter ekstra personale ind lige der, for så kan de score kassen.
Jette, 71 år
Jeg er glad for sommertid, for jeg er kajakroer. Så kan man ro en time mere om aftenen. Og da jeg er pensionist, så er jeg ligeglad med, at det bliver mørkere om morgenen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.