EU overvejer sanktioner efter Lukasjenko tvang Ryanair til Minsk

Vreden er stor blandt EU-ledere, efter at Hviderusland omdirigerede et fly og anholdt en oppositionsaktivist

EU's 27 stats- og regeringschefer vil tale om Hvideruslands omdirigering af et Ryanair-fly, når de mandag er samlet til topmøde i Bruxelles.

Det kan komme på tale at indføre flere sanktioner mod regeringen i Hviderusland.

Det meddeler en talsmand for EU-præsident Charles Michel på Twitter søndag aften.

- Konsekvenser og mulige sanktioner vil blive drøftet ved denne lejlighed, skriver talsmanden, Barend Leyts.

Den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, gav ifølge statsligt tv personligt ordre til, at to kampfly skulle gå på vingerne og eskortere Ryanair-flyet ned, da det var i hviderussisk luftrum søndag eftermiddag.

Ifølge Hviderusland var der en 'sikkerhedstrussel' mod flyet. Det var på vej fra Grækenlands hovedstad, Athen, til Litauens hovedstad, Vilnius.

Om bord var oppositionsaktivist Roman Protasevitj. Som mange andre fremtrædende medlemmer af oppositionen lever han i eksil i Litauen.

Han blev anholdt ved den tvungne mellemlanding i Minsk.

Efter syv timers ophold i Minsk fik Ryanair-flyet lov at flyve videre. Det landede i Vilnius søndag aften klokken 20.25 dansk tid.

Der har ikke været tydelige udmeldinger fra myndigheder i Litauen, men det formodes, at Protasevitj ikke var om bord længere, da flyet nåede til Vilnius.

Den 26-årige aktivist er efterlyst i Hviderusland, hvor han har været redaktør på oppositionens medie Nexta. Han var en af grundlæggerne af mediet.

Nexta har spillet en vigtig rolle under sidste års omfattende demonstrationer mod præsident Lukasjenkos styre.

Regimet har slået hårdt ned på oppositionen, og Protasevitj er stemplet som 'ekstremist' af styret.

Ifølge oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja risikerer han dødsstraf i sit hjemland.

Tikhanovskaja stillede op mod Lukasjenko ved sidste års valg, som præsidenten ifølge de officielle resultater vandt. Observatører og opposition er dog enige om, at det kun skyldes storstilet valgsvindel.

Tikhanovskaja lever også i eksil i Litauen i dag.

En række EU-ledere har søndag udtrykt vrede over Hvideruslands omdirigering af et passagerfly, der fløj mellem to EU-lande, samt over anholdelsen af Protasevitj.

Ud over Hviderusland er også coronavirus, klimapolitik og det strategiske forhold til Rusland på dagsordenen ved EU-topmødet mandag og tirsdag.