EU vil fjerne geografiske blokeringer på nethandel

Geografiske blokeringer for nethandel hører ingen steder hjemme på EU's indre marked, mener EU-Kommissionen.

Geografiske blokeringer på nethandel skal fjernes, så danske og andre europæiske forbrugere får mulighed for at handle på nettet til de samme priser i hele EU.

Samtidig skal priserne på at sende pakker mellem landene være nemmere at sammenligne i et forsøg på tvinge dem ned.

Det er målet med et forslag til nye regler, som EU-Kommissionen fremlægger onsdag.

EU-kommissæren for det indre marked, Elzbieta Bienkowska, siger, at planen vil gøre det nemmere for forbrugere og virksomheder at få det bedste ud af det indre marked og den grænseoverskridende nethandel.

- Diskrimination mellem forbrugerne i EU ved at dele markeder op langs grænserne hører ikke hjemme i det indre marked, siger Bienkowska.

I dag finder der masser af geografisk diskrimination sted i hele EU. Nethandlen vokser med 22 procent om året, men kun 37 procent af websiderne tillader kunder fra andre EU-lande at klikke sig helt frem til køb-knappen, viser en EU-undersøgelse.

Og hvis det lykkes at komme hele vejen igennem på websitet, risikerer man at få et dårligere tilbud, fordi man sidder i et andet EU-land og handler.

Man kan også som en kunde, der sidder i Danmark, blive ledt over på et dansk website med højere priser, hvis man vil købe en vare i en netbutik i et andet EU-land.

7 kommentarer
Vis kommentarer