Europæisk centralbank holder fast i rekordlave renter

Et rentemøde i den europæiske centralbank, ECB, har ikke ført til ændringer med sig, siger talskvinde.

Den europæiske centralbank, ECB, i Frankfurt holder sine mest betydningsfulde renter i ro. Det er besluttet på et rentemøde torsdag, oplyser en talskvinde fra banken ifølge nyhedsbureauet AFP.

På samme møde er bankens omfattende opkøbsprogram blevet diskuteret. Også her holder centralbanken sig i ro. Torsdagens møde var centralbankens første møde i 2017 om bankens målsætninger.

Det var ventet, at centralbanken ikke ville foretage sig noget.

Ifølge Jes Asmussen, der er cheføkonom i Handelsbanken, forsøger ECB og dens chef, Mario Draghi, at undgå at skabe for mange bølgeskvulp i en europæisk økonomi i langsom bedring.

Senere torsdag skal Draghi møde pressen, der vil spørge til bankens fremtidsplaner.

Jacob Graven, der er cheføkonom hos Sydbank, hæfter sig ved, at centralbanken måske ikke er færdig med at forsøge at stimulere den europæiske økonomi.

- Vi bider især mærke i, at ECB slår fast, at obligationsopkøbene kan blive hævet i løbet af året, siger han i en skriftlig kommentar.

Ifølge Jacob Graven har der på forhånd været spekuleret i, at ECB ville nedtrappe opkøbene i lyset af bedring i den europæiske økonomi.

- Men de tanker skyder ECB nu eftertrykkeligt ned, siger cheføkonomen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere