Event-konge tjener kassen på at aflyse: Ingen får penge tilbage

PB Action Fest og Eventbureau har solgt billetter til julefrokost i B&W Hallerne på Refshaleøen, som de efterfølgende har aflyst og flyttet datoen på - uden at give pengene tilbage

Peter Bindner har fungeret som event-arrangør siden 1984. Her sidder han i 2002 foran sin Rolls-Royce Corniche II til en værdi af omkring syv millioner kroner. Foto: Ole Buntzen / Polfoto
Peter Bindner har fungeret som event-arrangør siden 1984. Her sidder han i 2002 foran sin Rolls-Royce Corniche II til en værdi af omkring syv millioner kroner. Foto: Ole Buntzen / Polfoto

Når man køber billetter til julefrokost hos Peter Bindner gennem virksomheden PB Action Fest og Eventbureau, så skriver man samtidig under på, at man ikke kan få pengene tilbage, hvis datoen bliver flyttet.

Og så flytter de datoen.

Kunderne bliver herefter bedt om at vælge mellem 23. november og 29. november, men mange har måttet aflyse, fordi de ikke kan komme de pågældende dage. Vel at mærke uden at få nogen af pengene refunderet.

Ingen får penge tilbage
Ekstra Bladet bragte 3. november en artikel om sygeplejersken Christina Møller, der ikke kunne få nogen af de 37.000 kroner tilbage, som hun har brugt på en julefrokost for 57 medarbejdere fra Amager Hospital.

Se også: Julefrokost-fiasko: 37.000 kroner for ingenting

Siden har Ekstra Bladet fået henvendelser fra flere andre personer og virksomheder, der har oplevet præcis det samme, når de har bestilt billetter til arrangementet 'Julefrokost i Studio 54', som bliver arrangeret af PB Action Fest og Eventbureau i B&W Hallerne på Refshaleøen.

- Det er en tro kopi af det, jeg læste. Vi er blevet taget på samme måde.

- Vi har aldrig været udsat for noget lignende. Nu er vi jo et hotel, og vi leverer de samme ydelser, men sådan noget er snyd i min verden. De siger, at vi bare kunne læse det med småt, men sådan fungerer det jo ikke, siger Claus Pedersen.

Han er direktør hos Hotel Klinten i Rødvig, og de havde købt billetter til arrangementet for 24 personer. De fik præcis samme behandling og blev i stedet tilbud en dato, som lå to uger før, de havde bestilt til.

- Vi kan ikke, så vi har været nødt til at finde et andet sted. Vi har sat en dato, fordi det er der, vi lukker ned for julen. Vi kan ikke 14 dage før, for der har vi selv noget i huset, og så er der nogen, der ikke kommer med, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Event-kongen er ikke bange for at bruge penge på dyre biler. Her sidder han i 2008 i en stor Hummer. Foto: Jonas Pryner Andersen / Polfoto
Event-kongen er ikke bange for at bruge penge på dyre biler. Her sidder han i 2008 i en stor Hummer. Foto: Jonas Pryner Andersen / Polfoto

'Tekniske årsager'
Også softwarevirksomheden CapaSystems er gået i Peter Bindners fælde. De har betalt 13.000 kroner for billetter til arrangementet, og efter de fik besked om aflysningen, har de modvilligt accepteret at afholde det 29. november i stedet, med det resultat at alle ikke kan komme.

CapaSystems fik den samme undskyldning om 'tekniske årsager', og da de spurgte ind til dette, fik de at vide, at der var tale om 'rørlægningsarbejde m.m.'

Ekstra Bladet har været i kontakt med Refshaleøens Ejendomsservice, som ikke kender til noget arbejde i og omkring bygningerne på de pågældende datoer.

Teknik- og Miljøforvaltningen hos Københavns Kommune, som udsteder gravetilladelser ved vejarealer i kommunen, har ikke givet nogen gravetilladelser på stedet.

De oplyser, at der er en enkelt gravetilladelse på en busstation i nærheden, som dog udløber 13. december, der også er datoen for det aflyste arrangement.

Sket før
Noget tyder på, at det ikke er en ny fidus, Peter Bindner har fundet på.

Ser man på kunders anmeldelser af arrangementet på Truspilot fra samme tid sidste år, ligger der flere anmeldelser med beskrivelser af præcis samme fremgangsmåde.

Derudover er der mange anmeldelser, som virksomheden har fået slettet.

Ulovlige forbrugeraftaler
Seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk Martha Nør Kjeldsen kalder PB Action Fest og Eventbureaus betingelser for ulovlige.

- Man kan ikke forvente, at alle de her mennesker bare kan være klar på en ny given dato. Det er en de facto aflysning. De har jo ikke en chance for at imødekomme ønsket.

- Der er tale om det, vi kalder for et urimeligt aftalevilkår. De er ulovlige i forbrugeraftaler, sagde hun til Ekstra Bladet 3. november.

Sådan står der i handelsbetingelserne hos PB Action Fest og Eventbureau. Bemærk særligt punkt 27. Foto: Skærmbillede
Sådan står der i handelsbetingelserne hos PB Action Fest og Eventbureau. Bemærk særligt punkt 27. Foto: Skærmbillede

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tavse Bindner

I 2002 viste Peter Bindner rundt i sit sommerhus, som på daværende tidspunkt var den største sommerhusgrund på den Nordsjællandske kyst. Foto: Ole Buntzen / Polfoto
I 2002 viste Peter Bindner rundt i sit sommerhus, som på daværende tidspunkt var den største sommerhusgrund på den Nordsjællandske kyst. Foto: Ole Buntzen / Polfoto

Ekstra Bladet ville gerne have forholdt Peter Bindner kritikken, men det har ikke vist sig at være muligt.

Trods utallige henvendelser har han ikke svaret på vores spørgsmål, men han henviser i stedet til virksomheden Bestilbillet.dk, som står for salget af billetter til arrangementet.

Peter Bindner ejer selv Bestilbillet.dk, men han ønsker alligevel ikke at svare på deres vegne.

Hos Bestilbillet.dk bad direktør Eva Lindblad om at blive kontaktet via mail, men disse er hun ikke vendt tilbage på. Det samme gør sig gældende for Ekstra Bladets første henvendelse allerede 3. november. Her kom heller aldrig noget svar.

518 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere