Få fingeren ud

Politikerne er uenige om, hvordan sundhedsvæsenet skal åbne op for andre patienter end de corona-ramte. Nødråb fra ventelisten: Find nu ud af det

Michal, Benny og Steffen håber, at sundhedsvæsenet snart bliver normaliseret igen. Foto: Claus Bonnerup
Michal, Benny og Steffen håber, at sundhedsvæsenet snart bliver normaliseret igen. Foto: Claus Bonnerup

Forhandlingerne om genåbningen af sundhedsvæsenet fortsætter i dag.

Michael, Benny, Bjarne og Steffen håber, at politikerne kan blive enige om en snarlig løsning - til glæde for alle dem, der røg længere tilbage på ventelisten. De fire mænd blev nemlig alle direkte berørt af, at sundhedsvæsenet nærmest lukkede helt ned for alle andre end de corona-ramte.

De blå partier forlod søndag forhandlingerne. Nu er alle partiledere er indbudt til den nye runde af forhandlinger. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Regeringen har en pose penge med til forhandlingerne. De skal gå til at fjerne den store pukkel af operationer, der er blevet udskudt på grund af coronaudbruddet.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han vil sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) repræsentere regeringen i forhandlingerne.

Venstre forlod søndag forhandlingerne, da regeringen ifølge sundhedsordfører Martin Geertsen ikke har fokus nok på patienternes rettigheder.

Dansk Folkeparti var utilfreds med, at der ikke kom garantier om at bruge de private hospitaler til at få nedbragt puklen af operationer.

Forhandlingerne begynder klokken 14 mandag eftermiddag. Sundhedsminister Magnus Heunicke ønsker en bred aftale i Folketinget.

- Vi står i en alvorlig situation. Der er brug for, at vi støtter op om vores sundhedsvæsen i denne tid.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Få fingeren ud

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
 

Steffen Sjøberg, 44-årig slagteriarbejder fra Bornholm:

- Jeg er stadig ikke blevet opereret for min diskusprolaps. Jeg skulle have været opereret i slutningen af marts. Jeg er derfor stadig ikke vendt tilbage på mit arbejde på slagteriet. Jeg har indtil nu godt kunnet forstå, at jeg måtte vente. Men jeg kan mærke, at tålmodigheden er ved at slippe op nu. Ventelisterne vokser og vokser.

Nu må de sgu' se at få fingeren ud. Der er jo masser af ledigt personale på hospitalerne, og der er også nok af respiratorer. Jeg går da ud fra, at hospitalerne lynhurtigt kan genoptage corona-beredskabet, hvis virussen for alvor skulle blusse op igen.

Jeg har mange smerter, og min højre arm og fingre sover hele tiden. Derfor må jeg ofte tage medicin. Jeg er da også bekymret for, om jeg stadig vil have et arbejde. Slagteriet har sagt, at jeg ikke behøver at frygte for mit job. Men det her trækker jo længere og længere ud, og det slider på en. For efter selve operationen kommer der jo også en langvarig periode med genoptræning.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det er dårlig ledelse

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Benny Honore, 66-årig pensionist fra Amstrup ved Odder:

Efter at Ekstra Bladet skrev om mig for nylig, blev jeg jo indkaldt omgående til en undersøgelse på Skejby Sygehus. Allerede dagen efter blev jeg indlagt og undersøgt for forkalkninger i mine kranspulsårer. Undersøgelsen viste, at det ikke er nødvendigt at operere mig. Lægerne mener, at jeg kan få stor glæde af en medicinsk behandling. På onsdag skal jeg på Horsens Sygehus, hvor lægerne finder ud af den del.

Jeg er naturligvis glad for, at jeg er kommet i behandling. Men jeg tænker da på alle de patienter, som stadig er på venteliste på grund af coronavirussen. Det er jo helt vanvittigt, at de ikke bliver behandlet. Da jeg var indlagt på Skejby Sygehus var vi kun to patienter i den lille afdeling med i alt ni senge. Personalet var i øvrigt vidunderligt. Ventelisterne fortsætter med at vokse dag for dag.

Jeg synes, at det er meget trist, at man lukker hospitalerne ned for alle andre end coronapatienter- uden at have en plan for, hvordan man skal genåbne igen. Det er virkelig dårlig ledelse.

Jeg kan forstå, at forhandlingerne mellem partierne på Christiansborg er brudt sammen. Det er vel bare, hvad man kan forvente efter en vis tid med borgfred. Nu skal der fiskes stemmer igen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Jeg venter stadig

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Michael Nelson, 60-årig servicemedarbejder, Horsens:

- Nej, jeg har stadig ikke hørt noget fra sygehuset. Så jeg venter stadig. Jeg skulle være opereret i slutningen af marts. Jeg skulle have foretaget ballonudvidelser på grund af forsnævringer i mine lårpulsårer.  Jeg har ingen ide om, hvornår jeg nu kan blive opereret. Nu er Danmark jo så småt begyndt at åbne igen, så jeg venter lige en uges tid endnu, før jeg kontakter min praktiserende læge. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg efterhånden befinder mig på ventelisten.

Jeg har heldigvis ingen smerter, så jeg kan godt klare det. Men jeg kan ikke gå ret langt, så derfor er jeg sygemeldt fra mit arbejde på Horsens Sygehus. Jeg har svært ved at forstå, at man har ladet ventelisterne vokse på denne her måde.

Jeg håber, at det hele løsner op nu. Den blå blok kæmper jo for at få gang i hele sundhedssystemet igen. Lad os nu se, hvad der sker, selv om politikerne åbenbart ikke er helt enig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Helvedes ondt

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen
 

Bjarne Nielsen, 51-årig industrielektriker, Kolding:

- Jeg har intet hørt fra nogen, så jeg ved ikke, om der kommer til at gå et år eller en måned. Jeg håber dog, at jeg kommer hurtigt til. Lige før det blev udskudt, var der kun en uge til, jeg skulle opereres i hånden. Lige nu har jeg påskeferie og sendt hjem på noget afspadsering, så det er heldigt nok. Jeg har jo helvedes ondt i dagligdagen.

Jeg tænker, at man snart burde kunne lukke sundhedsvæsnet forsvarligt op igen. Måske patienter eventuelt kunne gå i 14 dages karantæne før operation. Det ville jeg i hvert fald ikke have noget imod, og jeg tænker, at mange andre med smerter heller ikke vil have noget imod det.

Lige nu kan jeg godt passe mit arbejde, men hvis der kommer til at gå mange måneder, er jeg ikke sikker på, at jeg vil kunne fortsætte. Jeg har fået at vide, at min hånd kun vil blive dårligere og dårligere med tiden.

Behandlingsgarantien er sat ud af kraft

På grund af coronaudbruddet er man som patient ikke garanteret samme behandling som normalt.

Regeringen har sat en række garantier for patienter ud af kraft under coronaudbruddet for at give landets hospitaler bedre plads til at håndtere coronapatienter.

Det har betydet, at alle ikke-akutte operationer og behandlinger er blevet udskudt.

Her er en oversigt over de rettigheder, der er suspenderet frem til foreløbigt 1. marts 2021.

* Udredningsgaranti: Den betyder, at patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.

* Behandlingsgaranti: Fra man er blevet udredt, har man krav på behandling inden for 30 dage.

Hvis behandlingsgarantien ikke overholdes af regionen, er det under normale omstændigheder muligt at gøre brug af det udvidede sygehusvalg. Det betyder, at den enkelte får mulighed for at vælge mellem både offentlige og private hospitaler.

Kilde: sundhed.dk, Danske Patienter

214 kommentarer
Vis kommentarer