Få indlagte får regioner til at neddrosle coronasenge

Flere regioner er gået ned i beredskabsplan. Region Sjælland nedlægger særligt coronafsnit

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne.

Der er færre og færre indlagte med coronavirus på landets hospitaler. Og derfor vælger flere regioner at gå ned i beredskabsniveau og fjerne senge, der er reserverede til coronapatienter.

Region Sjælland lukker 1. juni det særlige coronaberedskab og går tilbage til normal drift. Det betyder, at coronapatienter vil blive behandlet på de almindelige medicinske afdelinger. Antallet af indlagte er ikke steget i takt med genåbningen af samfundet.

- Det ligger på et lavt niveau, som vi godt kan håndtere som en del af den almindelige drift af sygehusene, siger koncerndirektør Leif Panduro Jensen.

Det er ifølge koncerndirektøren først og fremmest vaccinerne, der holder patienterne væk fra sygehusene.

- Vi begynder at kunne se effekten af vaccinationerne, og at vi er på vej til at have vaccineret alle på plus 50 år første gang, siger Leif Panduro Jensen.

Tendensen genkendes af Ulla Astman (S), der både er formand for Region Nordjylland og næstformand i Danske Regioner.

- Vi ser også ret stabilt på landsplan 150-160 løbende indlagte med corona. Så vi mærker klart nu effekten af, at de ældste er blevet vaccineret, siger hun.

Region Hovedstaden har også set en nedgang i antallet af indlagte, og venter derfor i næste uge at gå ud af den beredskabsplan, der trådte i kraft, da hele Danmark lukkede ned i december.

- Vi har ingen forventninger om, at der sker en forøget stigning i det omfang, vi har set i bølge et og to, siger Kristian Antonsen, der er lægefaglig vicedirektør på Rigshospitalet.

Også Region Syd ser et fald i antallet af patienter, men opretholder fortsat deres beredskab i tilfælde af, at situationen skulle ændre sig.

Landet over er antallet af coronapatienter faldet drastisk sammenlignet med toppunktet i januar.

Aktuelt er der således 149 personer indlagt med corona.

Til sammenligning var der 964 indlagte 4. januar i år.

Region Midt er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelser.