Få styr på reglerne inden du tager på sommerferie

Skolernes sommerferie står for døren, og der er kommet en lille åbning i forhold til lande, man må rejse til. Det betyder, at der er en række elementer, man skal være opmærksom på

Myndighederne har udstyret landene med en farvekode, og hvor alle lande hele foråret var orange, er der nu sket en mindre opblødning. Men hvad skal man som dansk turist være opmærksom på? Hvordan er du stillet forsikringsmæssigt? Vi vil forsøge at give et overblik her.

- Vi oplever overvældende mange henvendelser fra borgere, der har spørgsmål til, hvad ens forsikringer dækker under en rejse til udlandet denne sommer. Mange er forvirrede over de forskellige farvekoder og usikre på, hvad de må og ikke må, fortæller Anja Lintrup Sørensen fra ForsikringsOplysningen.

Gule landeTyskland, Island og Norge har alle fået farvekoden ’gul’ gældende fra 15. juni 2020, hvilket får betydning for den måde, man er dækket af ens rejseforsikring.

Det betyder, at der kan være en øget risiko i de pågældende områder. Derfor er der grund til at være ekstra opmærksom, inden man rejser til de lande. Ens rejseforsikring vil som udgangspunkt dække. Men det er altid en god idé at orientere sig hos ens forsikringsselskab samt i Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Man skal dog være forberedt på, at ens forsikringsselskab kan have begrænsede muligheder for at hjælpe på rejsen, fx sygebehandling og hjemtransport på grund af udfordringerne med COVID19 – også selv om rejseforsikringen dækker.

Hvis man har bestilt en rejse til et ’gult land’, men ikke ønsker at rejse, vil man som udgangspunkt ikke have mulighed for at få dækning via sin afbestillingsforsikring. Man skal i stedet undersøge med sin rejseudbyder, om der er mulighed for refusion eller ombookning. Afhængig af reglerne for ens afbestillingsforsikring kan der eventuelt være hjælp at hente hos forsikringsselskabet.

Det blå EU-sygesikringskort dækker som hidtil i de tre lande, som myndighederne har markeret med gult. Hvis man tager bilen til et af de lande, så dækker ens bilforsikring som hidtil.

Orange landeHvis man mod myndighedernes anbefalinger alligevel tager på en rejse til et land, som er markeret med orange’, kan der være begrænsninger på ens rejseforsikring (afhængigt af vilkårene). Derfor er det særligt vigtigt, at man rådfører sig med sit forsikringsselskab inden afrejse. Forsikringsselskaberne kan have dårlige muligheder for at hjælpe (eller dækker måske slet ikke), hvis man bliver syg og bliver sat i karantæne, bliver indlagt eller har brug for særlig hjemtransport. Situationen på en destination kan hurtigt ændre sig, og lokale myndigheder kan iværksætte restriktioner for at begrænse smittespredning. Mange forsikringsselskaber undtager fx evakuering, hvis man rejser til et orange land.

ErhvervsrejserHar man behov for at rejse i erhvervsøjemed gælder andre regler. Hvis virksomheden vurderer, at en konkret rejse er en nødvendig rejse, dækker erhvervsforsikringen som udgangspunkt. Men her er det også en god idé at tjekke med forsikringsselskabet.

3 kommentarer
Vis kommentarer