Får 420.000 kr. for uberettiget fyring

En scleroseramt kvinde blev fyret under en sygemelding. Det koster nu arbejdsgiveren 12 måneders løn, skriver HK/Privatbladet

Det var ikke i orden, at en arbejdsgiver pressede en scleroseramt medarbejder i fleksjob til at arbejde mere end de 20 timer om ugen, hendes fleksjobansættelse lød på, og derefter fyrede hende, da hun blev syg af det.

Det er konklusionen fra byretten i Aarhus, der har tilkendt et kvindeligt medlem af HK/Privat 429.950 kr. i godtgørelse, skriver HK/Privatbladet.

Kvinden blev oprindelig ansat i virksomheden i 2011. Fra 2014 tog hendes arbejdsbyrde til, så den begyndte at overskride de 20 timer om ugen. Som et resultat af overarbejdet blussede kvindens sclerosesymptomer op, og hun oplevede attak med invaliderende træthed, tåget syn og snurren i højre arm og ben.

Trods gentagne forsøg på at få arbejdsgiveren til at tilpasse arbejdstiden fortsatte overarbejdet gennem flere år, indtil kvinden til sidst sygemeldte sig i oktober 2016. To måneder efter sygemeldingen modtog hun en skriftlig opsigelse fra arbejdsgiveren, der på samme tid slog to stillinger op.

Den fyring var dog i strid med forskelsbehandlingsloven, lød byrettens vurdering.

- Retten gav os medhold i vores vurdering af, at medlemmets arbejdsgiver i vidt omfang har brudt loven. Han har ikke formået at tilpasse arbejdet efter hendes behov eller taget de nødvendige skånehensyn, som loven kræver, siger advokat i HK, Mette Østergaard, som har ført sagen.

Godtgørelsen på de 429.950 kr. svarer til 12 måneders løn for medlemmet. Arbejdsgiveren har valgt ikke at anke dommen, skriver HK/Privatbladet.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere