Får p-afgift: Parkerede udenfor usynlig bås

- Hvordan kan vi vide, at der ikke er en bås - der er jo ikke nogen tydelig streg, siger ægtepar fra Randers

Foto: Dansk Parkeringsservice
Foto: Dansk Parkeringsservice

Elna og Freddy Rasmussen fra Randers er gevaldigt trætte af, at de har måttet punge ud med 790 kroner i en parkeringsafgift.

Elna har fået parkeringsafgiften, fordi hun parkerede  'udenfor afmærket bås'.

Problemet er blot, at der slet ingen afmærkning er det pågældende sted.

- Vi er da meget utilfredse. For det her er jo helt groteskt. Der er jo kun en lille prik med hvid maling. Der skulle jo være en tydeligt markeret streg, så man kan se, hvor båsen ophører, mener ægteparret.

Freddy Rasmussens fotografi viser de mangelfulde streger.
Freddy Rasmussens fotografi viser de mangelfulde streger.
 

Uhyrlighederne begyndte 22. marts, da Elna Rasmussen rullede ind på parkeringspladsen ved Thors Bakke midt i Randers by.

- Netop som jeg kom ind på parkeringspladsen, så jeg en bilist forlade pladsen. Den skyndte jeg mig så at snuppe. Det var jo heldigt, fortæller 71-årige Elna Rasmussen til Ekstra Bladet.

Hun parkerede parrets sorte BMW. Men da hun kom tilbage, lå der en gul seddel i forruden.

Kan ikke se stregerne
- Bilisten, der holder parkeret foran mig, havde også fået en parkeringsafgift.  Jeg sagde til p-vagten, at man jo ikke kunne se stregerne. Han indrømmede, at det var svært. Han fortalte også, at han havde talt med sin chef om det. Alligevel fik jeg afgiften, lyder det fra en stærkt fortørnet Elna Rasmussen.

Ægteparret mener, at der burde være en tydelig streg mellem den grønne bil til venstre og parrets BMW.

Foto: Dansk Parkeringsservice
Foto: Dansk Parkeringsservice
 

- Vi har betalt de 790 kroner, men vi synes, at det ikke er rimeligt. Hvis man skal holde i markerede båse, så kan det jo ikke nytte, at stregerne er slidte eller dækket af asfalt. Det er jo helt tydeligt, at der sidder en eller anden 'haleneger' og venter på, at nogen hopper på den limpind, siger Freddy Rasmussen.

Ægteparret har klaget til Avarto Finans A/S, som inddriver parkeringsafgifterne for Dansk Parkeringsservice A/S.

Klage afvist
Det fik Elna og Freddy dog ikke noget ud af.

I svaret fra Avarto Finans A/S hedder det:

 'Til grund for vores vurdering ligger, at De er noteret for punkt 3, som omhandler 'Parkering udenfor afmærket bås', og som det fremgår af den vedhæftede billeddokumentation, er Deres køretøj parkeret uden for den afmærkede bås. Med baggrund i ovennævnte må vi derfor beklage, at Deres afgift ikke vil blive annulleret, og sagen ligger til fortsat inddrivelse'.

I ægteparret Rasmussens optik er der ingen streger, og derfor heller ingen bås.

Det er amtsavisen.dk, som har bragt sagen frem.

Ser på det igen
Salgschef Claus Vestager fra Avarto Finans A/S siger til den lokale avis:

- Jeg kan godt se, at stregerne er noget utydelige. Vi handler på vegne af Dansk Parkeringsservice, og jeg vil derfor tage kontakt til dem igen med henblik på eventuelt at få kigget på sagen igen.

Freddy Rasmussen håber, at han får sine penge igen.

- Vi valgte at betale for at undgå at komme til at betale ekstra gebyrer. Men vi føler, at vi er blevet forkert behandlet, siger den 71-årige mand.

 

 

 

333 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere