Får tilbudt andet stik med ny vaccine: - Det er sikkert nok

Der er ubesvarede spørgsmål til effekten ved at få to forskellige vacciner, men man løber ikke nogen sundhedsmæssig risiko ved at gøre det, mener en ekspert

AstraZeneca-vaccinen blev droppet i Danmark 14. april. Nu kan man få den frivilligt, hvis man ønsker det.

150.000 danskere har fået første stik med Vaxzevria-vaccinen, som indtil for ganske nylig hed AstraZeneca.

Men i april valgte de danske sundhedsmyndigheder at skotte vaccinen efter fund af sjældne, men alvorlige blodpropper hos flere af de vaccinerede.

Her lød det samtidig, at denne gruppe ville blive tilbudt en anden af de godkendte vacciner. Blandt de første, der oplever at få to forskellige vacciner herhjemme, bliver borgere i Region Syddanmark. Mandag meddelte regionen, at sundhedspersonale, som havde fået første vaccinestik med AstraZeneca, får Moderna som andet stik.

Samme langtids-immunitet?
Selvom der mangler flere svar på effekten, er der ingen problemer med sikkerheden ved at få to forskellige vacciner, vurderer Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge i Klinisk Mikrobiologi ved Syddansk Universitet:

- Det har Sundhedsstyrelsen undersøgt, så det er sikkert nok i relation til bivirkninger. Det, som vi ikke ved nok om endnu, er så, om stik nummer to med Moderna vil give den samme langtids-immunitet, som hvis man havde fået to stik med AstraZeneca.

- Det er noget, man undersøger ved at se på, hvordan antistof-udviklingen vil være hos dem, der får to forskellige vacciner. Det, der vil kunne ske, er, at man måske skal have et tredje stik på et tidspunkt, og det bliver naturligvis også med Moderna, hvis man har fået den som stik nummer to.

- Det er alt sammen fremtidsmusik, og det ved vi ikke noget om endnu.

- Du siger, at det er sikkert nok, og at Sundhedsstyrelsen har undersøgt det, men hvilken data har man undersøgt det ud fra? For mig er det nyt, at man skifter mellem vacciner, så hvor har man hentet den data fra?

- Det må du dybest set spørge Sundhedsstyrelsen om. Det er jo ikke noget, som er vurderet i Danmark, men andre steder som eksempelvis i EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur, red).

- Men man kan sige, at det her andet stik får man måske først efter 12 uger. Derfor blander man sådan set ikke vaccinerne, fordi der ikke er mere fremmed vaccinemateriale tilbage i kroppen efter en uges tid. Der har det gjort sin virkning og sat immunsystemet i gang med at producere antistoffer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ekstra Bladet har talt med en række danskere, som har oplevet bivirkninger efter første stik med AstraZeneca. Privatfoto
Ekstra Bladet har talt med en række danskere, som har oplevet bivirkninger efter første stik med AstraZeneca. Privatfoto

Springende punkt
- Det springende punkt er, at man efter den første vaccination har udløst nogle antistoffer, hvor spørgsmålet så bliver, om stik nummer to blander sig med de antistoffer? Det er der ikke meget, som tyder på, siger Hans Jørn Kolmos.

- Hvorfor ikke?

- Fordi Moderna ikke er en identisk vaccine, vil den ikke blande sig med de celler, som AstraZeneca-vaccinen har udløst til at producere nogle bestemte antistoffer. Det vil i så fald være nogle nye celler, man laver, så man kan sige, at det er to parallelle immuniteter, man bygger op.

- Stik nummer to med Moderna vil udfordre immunsystemet på en anden måde, fordi man ikke får aktiveret de samme immunceller.    

- Verdenssundhedsorganisationen WHO har anbefalet, at man ikke skifter mellem to vacciner. Hvorfor gør de det?

- Det gør man ud fra en helt generel betragtning om, hvordan vacciner virker. Når man ikke anbefaler det, er det, fordi man ikke er sikker på, hvad immunitets-resultatet bliver i sidste ende. Det er ikke på grund af sikkerheden. 

Notat fra Sundhedsstyrelsen
Mandag besluttede et flertal i Folketinget, at danske borgere igen kan få AstraZenecas vaccine, hvis de selv ønsker det.

Lægemiddelstyrelsen har indtil 27. april modtaget 22.592 indberetninger om formodede bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen. Heraf er 1702 indberetninger behandlet.

Ekstra Bladet har i dagevis forsøgt at få Sundhedsstyrelsen til at fremlægge data for, at det er forsvarligt at skifte mellem to vacciner.

Her henviser man til et notat fra 29. april, som ikke indeholder svar på spørgsmålet. Derfor har vi igen rettet henvendelse til styrelsen.

Vaccinepas kræver to stik

Selv om engelske og skotske undersøgelser har vist en god dækning efter kun ét stik med AstraZeneca, er det i Danmark ikke muligt at få udstedt et corona-pas, hvis man ikke tager imod en anden dosis af enten samme eller en anden vaccine.