Får vild gave efter heltegerning

En seksårig dreng er blevet udråbt til helt, efter at han reddede sin lillesøster fra en bidsk hund. Nu får han en gave fra superhelten Captain America

Bridger Walker modtager nu en særlig gave fra selveste Captain America for at have reddet sin søster fra en bidsk hund. Foto: Jam Press
Bridger Walker modtager nu en særlig gave fra selveste Captain America for at have reddet sin søster fra en bidsk hund. Foto: Jam Press

Seksårige Bridger Walker modtager nu en personlig gave fra skuespilleren Chris Evans, som har spillet superhelten Captain America i en række Marvel-film. 

Et autentisk Captain America-skjold er nemlig snart på vej med pakkelevering til den lille dreng, som blev skambidt i ansigtet, da han torsdag i sidste uge reddede sin lillesøster fra en aggressiv schæferhund ved at stille sig mellem søsteren og hunden.

Det fortæller Chris Evans i en video, som er blevet lagt op på Instagram.

- Hey Bridger. Captain America her. Jeg har læst om din historie og set, hvad du gjorde. Lad mig være den næste til at fortælle dig, at du er en helt, starter skuespilleren ud med at sige i videoen.

- Jeg finder din adresse, og så sender jeg dig et autentisk Captain America-skjold. For det fortjener du. Bliv ved med at være den mand, du er, for vi har brug for folk som dig, fortsætter han.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Her ses Bridger Walker sammen med sin lillesøster. Foto: Jam Press
Her ses Bridger Walker sammen med sin lillesøster. Foto: Jam Press
 

I videoen ser man også Bridger Walkers reaktion på superheltens hilsen. Her er den seksårige forøvrigt klædt fra top til tå i en Captain America-dragt.

- Hvordan har du det med gaven, spørger hans mor.

- Godt, svarer han beskedent.

Du kan se videoen i opslaget herunder.

Artiklen fortsætter efter Instagram-opslaget ...

'Hvis nogen skulle dø...'
Især Bridger Walkers begrundelse for at stille sig mellem den aggressive hund og sin lillesøster har rørt mange.

- Hvis nogen skulle dø, tænkte jeg, at det skulle være mig, sagde den seksårige nemlig, da han blev spurgt ind til sin heltegerning.

Se også: Seksårige Bridger redder lillesøster fra bidsk hund

Foruden Chris Evans har flere kendte reageret på historien, blandt andet skuespilleren Anne Hathaway, som på Instagram lagde billeder ud af Bridger og hans søster, hvor også hun kalder ham en superhelt.

Bunken af kendte, som har stået i kø for at rose Bridger, inkluderer derudover blandt andre Mark Ruffalo, Tom Holland og Hugh Jackman, som alle har spillet superhelte i diverse Hollywood-film.

Der måtte 90 sting og to timer på operationsbordet til for at lappe Bridger Walker sammen igen efter mødet med hunden.

Han har det efter omstændighederne godt, melder hans familie.

Ifølge familien er Bridger Walker meget glad for alle de rosende ord, han får på sociale medier lige nu. Foto: Jam Press
Ifølge familien er Bridger Walker meget glad for alle de rosende ord, han får på sociale medier lige nu. Foto: Jam Press
 

181 kommentarer
Vis kommentarer