Facebook i kæmpe brøler: 'Barbarisk' salg af 16-årig pige

En mindreårig pige blev solgt på en auktion gennem Facebook, selvom menneskehandel ikke er tilladt på det sociale medie

En pige blev solgt til et ægteskab gennem Facebook. Foto: Matt Rourke/AP
En pige blev solgt til et ægteskab gennem Facebook. Foto: Matt Rourke/AP

En 16-årige pige er blevet solgt på en auktion som barnebrud på Facebook.

På et opslag, som blev lagt ud 25. oktober, kunne mænd byde på en 16-årig pige fra Sydsudan. Facebook tog opslaget ned, lige så snart de blev opmærksomme på det.

Men de fjernede det for sent. Da de tog opslaget ned 9. november, var hun allerede blevet solgt og gift 3. november, skriver flere internationale medier heriblandt CNN.

Opslaget lå altså på det sociale medie i 15 dage, før Facebook reagerede.

- At en pige kan blive solgt til et ægteskab på verdens største sociale medie i disse dage er uhørt tragisk, siger George Otim, der er landsdirektør i Sydsudan for børnerettighedsorganisationen Plan International. Han frygter, det vil inspirere andre til at lave lignende auktioner på det sociale medie.

- Denne barbariske brug af teknologi minder om gammeldags slavemarkeder, siger han.

Menneskehandel
Den 16-åriges piges far modtog 500 køer, tre biler og 10.000 dollars i bytte. Fem mænd havde budt på hende, skriver CNN.

'Enhver form for menneskehandel, om det er gennem opslag, sider, reklamer eller grupper, er ikke tilladt på Facebook. Vi fjernede opslaget, og profilen til den person, der lagde opslaget på Facebook, er permament deaktiveret' skriver en talsmand for Facebook ifølge tv-stationen.

I Sydsudan er det en del af kulturen at tilbyde betaling, men ifølge Den Sydsudanske Nationale Alliance for Kvindelige Advokater er prisen for den 16-årige pige den højeste, der er blevet rapporteret i regionen.

Ifølge UNICEF er 52 procent af alle piger i Sydsudan er gift, før de fylder 18 år.

127 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere